Et par hundrede mennesker deltog i eftermiddagens Ukraine-demonstation på Rådhuspladsen i Vejen, hvor målet var klart - stop Putin.
Det ukrainske flag kombineret med solsikken - den ukrainske nationalblomst - var meget synlig i gadebilledet.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Mange af deltagerne var ukrainere, der sang med på deres nationalmelodi, mens danskerne var klar, da Eddie Skollers gamle sang fra 1970, En enkel sang om frihed, tog over.
Her lyder det i første vers:
Kom og syng en enkel sang om frihed
Syng den højt så alle kan forstå
Folk, hvorend I bor,
syng nu med kor
Vi må ha´ fred, hvis verden ska´ bestå.
En rørt Myroslava Malyk fortalte om at have familie og venner i det krigshærgede land.
En række lokal- og landspolitikere var på talestolen.
Det var Morten Thorøe (V), Tanja Vestergaard Skøtt (A), Troels Ravn (A), Anne Matthiesen (V) og Karina Lorentzen Dehnhardt (F).
- Mørket har sænket sig over Ukraine. Mørket har sænket sig over Europa. Men vi er samlet her i dag for at tænde et lys i mørket. Og for at skabe håb. For Ukraine. For Europa.
- Krigen påvirker mig dybt. Den påvirker os alle dybt. Vi er alle forfærdede over, hvad vi er vidner til i Ukraine. Chokerede over Putins umenneskelige og hensynsløse adfærd. Bekymrede over, hvad der mon kommer. Hvad er det for en fremtid, vi står overfor? Hvilken verden skal vores børn og børnebørn vokse i? Hørte krig på det europæiske kontinent ikke fortiden til, spurgte Morten Thorøe.
- Putins tropper angriber og dræber i dette øjeblik ukrainske borgere og soldater. Vi oplever en fuldbyrdet krig mellem to europæiske lande, som ikke er set siden den 2. Verdenskrig. Putins angreb på Ukraine er fuldstændigt uhørt. Putin blæser på alt og alle!
- Vi er nødt til at yde modstand mod Putin og hjælpe Ukraine, hvor vi kan. Og her hjælper både stort og småt. Ingen handling er for lille. Ingen handling er for symbolsk. Vi kan alle gøre en forskel. Derfor er det også opløftende at opleve alt det, som sker her i Vejen Kommune for at støtte ukrainernes frihedskamp. Herunder denne demonstration, som viser, at vi alle kæmper for Ukraine, lød det fra Morten Thorøe, der i øvrigt lagde ud på engelsk af hensyn til ukrainerne.
- Vi er alle chokerede og forfærdede over krigen. Men også fulde af beundring over ukrainernes kampvilje, tapperhed og modighed i kampen mod overmagten. Og vi er opløftede over de vestlige samfunds modsvar til Putin uhyrligheder. Og stolte over at vi står sammen og bakker fuldstændigt entydigt op om frihed, demokrati og menneskerettigheder. Opbakningen findes over hele Europa, ja, i alle verdens demokratier, der står vi sammen om at støtte Ukraine i denne skæbnestund.
- Med den viljekraft og styrke, hvormed vi alle bidrager til Ukraines frihedskamp, så tror jeg på, at retfærdigheden vil sejre. At det gode vil vinde over det onde. Lyset over mørket. Friheden over diktaturet. Lyset vil igen bryde frem over Ukraine. Og Europa.
- Slava Ukraini!
Fra Troels Ravn (A) lød det blandt andet:
- Når vi mennesker står i de største kriser og de mørkeste stunder, når vi rammes af sorg og angst, og når følelsen af håbløshed og afmagt er størst, så er det, at vi finder sammen med andre mennesker i et fællesskab for at finde styrke og håb. Således som vi gør det i Vejen i dag, hvor vi samles til demonstration for at støtte og udvise sammenhold med Ukraine og den ukrainske befolkning.
Og for at vise protest, modstand og afsky mod præsident Vladimir Putin og Ruslands uhyrlige og brutale angreb på Ukraine.
Lige nu - mens vi står her, er der mennesker som du og jeg, der udsættes for ufattelige lidelser og grusomhed.
Det er faderen, der ved grænsen til Polen afleverer sine børn og hustru - der nu må flygte for selv at vende tilbage og kæmpe som soldat mod en militær overmagt.
Det er ældre mennesker, kvinder og børn på overfyldte banegårde og i tog på vej mod det ukendte som flygtninge - med ængstelse, smerte og tomhed i bagagen.
Det er dem, der endnu befinder sig i Kiew, i Gherson, Kharkiv, Irpin, Sumi, Mariupol (Mariupål), Liviv (Livif) - eller et andet sted i Ukraine - opholder sig i deres lejligheder, i huse, i beskyttelsesrum, mens luftsirenerne lyder og bomber, granater og raketter slår ned og efterlader sig et blodigt spor af sammenstyrtede bygninger, død, rædsel og gru.
De rædsler kan vi ikke helt forstå - kan vi ikke helt rumme som mennesker. Og det skal vi nok heller ikke kunne. Det ville være ubærligt.
Men vi skal altid kunne nære et håb om at kunne gøre noget – gøre noget mod en som Putin og mod krigens hæslige umenneskelighed.
Vi har brug for at kunne handle og vise ukrainerne vores støtte og deltagelse.
Den her krig er også en påmindelse til os alle om, at fred, mellemfolkelig sameksistens, frihed og demokrati ikke er noget, vi må tage for givet.
Hverken her i Danmark eller internationalt.
- Jeg føler mig overmandet og magtesløs over Putin og hans forbrydelser mod menneskeheden, påpegede Troels Ravn.
(Fotos: migogvejen©)
Morten Thorøe (V)