Det bliver foreningerne, der skal finde ud af, hvem der de næste fire år skal sidde i Folkeoplysningsudvalget.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det sker ved et åbent valgmøde mandag 24. januar i Foreningshuset i Brørup, hvor hver forening, der det seneste år op til datoen for valget har gennemført folkeoplysende virksomhed med tilskud fra folkeoplysningsudvalget eller har fået anvist offentlige lokaler, kan repræsenteres med to personer, der har stemmeret.
Byrådet har vedtaget, at Folkeoplysningsudvalget består af ni medlemmer, der vælges således:
• to medlemmer valgt af og blandt Byrådet.
• en repræsentant fra hovedområde 1: Den folkeoplysende voksenundervisning.
• fem repræsentanter fra hovedområde 2: Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde. (tre repræsentanter fra idrætsforeninger, en repræsentant fra ikke-idrætslige foreninger og en repræsentant fra senioraktiviteter).
• en repræsentant fra de lokale handicapforeninger.
For hver repræsentant vælges en stedfortræder.
Opnås der på valgmødet enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere til udvalget, vil disse blive indstillet til byrådet.
Såfremt der ikke opnås enighed, skal dette meddeles straks på mødet. Byrådet vælger da medlemmer og stedfortrædere til udvalget på grundlag af de på valgmødet, eller senest syv dage efter dette, fremkomne indstillinger fra de stemmeberettigede foreninger.
Det nye Folkeoplysningsudvalgs valgperiode er 1. april 2022 til 31. marts 2025.
Folkeoplysningsudvalget består i øjeblikket af Jan Møller Pedersen (formand), Holsted, Jens Christian Christensen, Skodborg, Jens Peter Jørgensen, Rødding, Jørn Holmgaard, Brørup, Brian Kronborg, Vejle, Bent Andersen, Skodborg, Sanne Vestergaard, Vejen, og byrådsmedlemmerne Marion Mortensen og Peter Fallesen.
(Arkivfoto fra gymnastikopvisning: LLN Press©)
migogvejen har tidligere fortalt, at formanden takker af:
https://migogvejen.dk/nyheder/navne/6322-jan-takker-af