Følg migogvejen på Facebook  

Under overskriften »Endnu et begivenhedsrigt år går på hæld på Christiansborg« sender folketingsmedlem Troels Ravn (A) denne hilsen til læserne af migogvejen:

 

- Julen og nytåret står for døren, og desværre atter med corona-covid-19, høje smittetal og nye restriktioner helt tæt på os alle i hverdagen.

Heldigvis er der kontrol med antallet af alvorligt syge, og heldigvis har det ikke været nødvendigt at lukke samfundet ned, som vi tidligere har set.

Jeg har det synspunkt, at det her kommer vi i fællesskab igen igennem. Det er slemt for de mennesker, der rammes af restriktionerne på deres virksomheder og forretninger og mister indtjening. På Christiansborg har vi derfor atter i samarbejde med arbejdsmarkedets parter genindført forskellige kompensationspakker, så vi undgår konkurser og tab af arbejdspladser. Min største bekymring går dog til de mennesker, der bliver alvorligt syge, og til de familier, hvor smitten betyder tab af menneskeliv.

Politisk er Christiansborg præget af samarbejde og enighed, men også af store dramaer og hård retorik. Hvis man kun får sin viden fra aviserne, tv og de sociale medier, så kan man godt få den opfattelse, at der mest af alt føres krig i Folketinget.

Det er ingenlunde tilfældet.

Senest er Finansloven for 2022 forhandlet på plads med støttepartierne og ind over midten. Stille og roligt, ingen har truet med valg eller er kravlet op i træerne med ultimative krav, som tidligere set.

Nøgletallene er gode i Danmark. Økonomien er i top, beskæftigelsen er den højeste nogensinde, ledigheden er i bund, og vi har den højeste vækst i 15 år. Der er meget at glæde sig over, og med finansloven skærpes ambitionerne for den grønne omstilling og klimaet endnu en gang.

Eleverne i folkeskolen får med færre elever i klasserne, mere plads, unge mennesker får gratis adgang til tandlægen, og generelt får kommuner og regioner et større løft til den generelle velfærd, end der tilsammen blev givet de foregående 10 år.

Når vi taler velfærd, så betyder sundhedsområdet meget for de fleste af os. Der er aktuelt både udfordringer med corona-covid-19 og med at rekruttere og fastholde medarbejdere. I den sammenhæng bør man huske, at sundhedsområdet i mange år har været udsat for faste årlige besparelser. Den udvikling stoppede først ved valget af en ny regering i 2019. Derfor er det fornuftigt at bevilge en ekstra milliard kroner til fastholdelse og betaling af overarbejde for de forskellige grupper af medarbejdere i sundhedsområdet.

Jeg er særlig glad over, at der er gang i hjulene, så det nu lykkes at få fodfæste på arbejdsmarkedet for nogle af de mennesker, der har været ledige gennem lange perioder. Nogle har skullet have ekstra vejledning og et lille skub, og jeg mener, at eksempelvis Jobcenteret i Vejen Kommune på fin vis løser en vigtig opgave for den gruppe.

Når vi er ved det lokale – og som lokal valgt medlem af Folketinget er det altid en vigtig opgave at binde sin valgkreds sammen med Christiansborg, så har det været positivt at brede politiske flertal har besluttet at skabe bæredygtighed for ungdomsuddannelserne i eksempelvis Vejen og Grindsted samt at yde betydelige økonomiske tilskud til købmandsbutikker i landdistrikterne, der er drevet af borgergrupper. Alt skal ikke samles i de store byer, vi skal også sikre liv, aktivitet og bosætning på landet.

Selv om julen er hjerternes fest, og vi nu mødes i familierne omkring hygge, fred og fordragelighed, så skal dramaerne, stridspunkterne og den hårde politiske retorik på Borgen – og i medierne - også have et par ord med på vejen.

Mink, slettede sms’er, påstande om løgnagtighed rettet mod statsministeren, Granskningskommissionens arbejde, og dommen mod Inger Støjberg i Rigsretten, optager naturligvis mange.

Jeg har grundlæggende den holdning, at kommissioner og domstole skal have fred til at gøre deres arbejde færdigt og afsige domme uden utidig politisk indblanding undervejs.

Når det handler om de aflivede mink, sms’erne og statsminister Mette Frederiksens handlinger, så mener jeg, at mange medier og store dele af oppositionen fører en negativ kampagne fyldt med gisninger og udokumenterede påstande.

Alle er lige for loven, og jeg ser frem til, at Granskningskommissionen kommer med sin afgørelse.

Uanset, hvor hård og uigenkaldelig beslutningen om at aflive minkene var – særlig for minkavlerne, så var det den rigtige beslutning, som trusselsbilledet var med smitte, sygdom og mutationer, der truede med at gøre en kommende vaccine virkningsløs.

Det var en stor fejl, at der i første omgang ikke var lovhjemmel for beslutningen om aflivning. Statsministeren opdagede som den første fejlen, og den blev derefter rettet af Folketinget. Og det er helt centralt for forståelsen af hele sagen, at Mette Frederiksen ganske enkelt ikke havde et motiv for at begå lovbrud, idet der hele tiden var et stort flertal tilstede for at beslutte aflivningen.

Det er efter min vurdering alt for let at forfalde til kynisme, person-angreb og populisme i politik. Heldigvis taler vi også politik på Christiansborg. Vi samarbejder også, hvilket mere end hundrede politiske aftaler i årets løb, med deltagelse af stort set alle partier, er et vidnesbyrd om.

Glædelig jul og godt nytår, lyder det fra Troels Ravn.

troels jul 21 02

Den ekstra hånd - top

(tryk på annoncen og se mere)