Valget står for døren, og jeg venter med spænding på at se resultatet og det nye byråd.
Og indflydelse har jeg ingen af, for endnu en gang er posten med valgkortet udeblevet.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Jeg kan ellers se masser af plakater med flotte kvinder og mænd hænge i træer, master og andre steder, men ingen kan få en stemme fra mig.
Så er jeg til gengæld fri som fuglen og kan komme med mine egne tanker sådan en søndag to dage før valget.
Hvem jeg ville stemme på, hvis jeg kunne, aner jeg faktisk ikke. Skulle det være en af de fem borgmesterkandidater.
Det kunne også være bundproppen, som Martin Clausen (A) kalder sig selv. Han ligger nederst som nummer 22 på den socialdemokratiske liste.
Nogle af kandidaterne har fundet på specielle slogans, hvor deres navn er involveret.
- Gør det til en vane - stem på Peter Svane, lyder det fra kandidaten hos Nye Borgerlige.
Da jeg ikke må stemme, bliver det med vanen ikke muligt.
Om kandidaterne lever op til mine forventninger, er en helt anden sag. En af kandidaterne er dog klar i mælet i den retning:
- Hvis du ikke vil lade dig nøje - stem på Martin Boye, lyder det fra spidskandidaten hos den nye liste, Liberal Borgerliste.
De radikale venstres borgmesterkandidat, Bjarne Lastein, har valgt butterfly-stilen i sin valgkamp, men han er jo også meget fly-vende.
Der er mange, der har valgt at brevstemme, men de fleste sætter først krydset tirsdag.
Her er der sket en markant ændring - blyanten er væk.
Vejen Kommune har købt intet mindre end 30.000 kuglepenne, så hver enkelt kuglepen kun bruges en enkelt gang, når det gælder valget til byrådet.
Den enkelte vælger skal så også bruge den til at sætte kryds til regionsrådsvalget, som dog på ingen måder har fyldt så meget de seneste uger.
Det helt nære - valget til byrådet - har fyldt snakken og taget mest plads i træer og master.
Her hænger også skolelederen på Østerbyskolen i Vejen, Allan Lauenblad (A).
I forbindelse med valget er han ud over at være kandidat tilsyneladende gået helt nye veje med »Allan Lauenblad TV«, hvor han laver indslag til brug på nettet.
Hvordan valget ender - ja, her skal jeg undlade at komme med de store spådomme.
Jeg tør dog godt spå om, at vi får en ny borgmester. Egon Fræhr (V) stiller som bekendt ikke op.
Jeg tør også godt forudse, at den kommende borgmester kan ses på billedet herunder.
Altså enten Morten Thorøe (V), Martin Boye (L), Frank Schmidt-Hansen (C), Bjarne Lastein (B) eller Jørgen Thøgersen (A).
Skulle jeg måske stemme på en af dem - nå, nej. Posten har ikke været med en stemmeseddel til mig...
(Fotos: LLN Press©)