Følg migogvejen på Facebook  

SIKKERHED: - Du kan trygt stemme til valget tirsdag, fastslår Vejen Kommune i en pressemeddelelse og lover kuglepenne til alle.

Valgsekretariatet følger med i både smittetal, udmeldinger fra sundhedsmyndighederne og de retningslinjer, som er i forbindelse med valget.

- Der er f.eks. indkøbt 30.000 kuglepenne, så den enkelte vælger kan få sin egen kuglepen, der ikke genbruges. Vælgerne er dog også velkommen til at medbringe sit eget skriveredskab, lyder det videre.

- Det er vigtigt for demokratiet, at så mange vælgere som muligt bruger deres stemme på valgdagen, og vi vil gerne fastholde en høj stemmeprocent i Vejen Kommune, som vi har tradition for. Derfor er det vigtigt, at alle vælgere føler sig trygge ved at komme hen til vores afstemningssteder siger borgmester Egon Fræhr (V).

Der vil være sprit, mundbind og engangshandsker på valgstederne, så det er trygt at komme hen for at stemme. Men kommunen vil gerne appellere til vælgerne om, at de undgår at komme på samme tid.

- Vi passer godt på jer, men er du utryg ved at skulle stå i kø med mange mennesker på valgdagen grundet coronaen så overvej, om du kan komme på et tidspunkt, hvor der typisk ikke er så mange mennesker, siger kommunaldirektør Ole Slot.

- På valgdagen er der ofte mange, der kommer, når valgstedet åbner kl. 8, og der er igen travlt mellem kl. 16-18, så hvis det er muligt, så prøv at vælge et andet tidspunkt at stemme, hvis du vil undgå kø, fortsætter Ole Slot.

 

* * *

 

TRAFIK: Et af punkterne i Venstres valgprogram handler om trafikken i og omkring Brørup.

- Trafikpresset gennem hovedgaden har gennem årene nået et niveau, hvor det som borger i byen er ganske ulideligt at være i. Brørup har et stort opland fra syd, som pendler gennem byen for at nå hovedgaden. Ligeledes er der dagligt en massiv lastbiltrafik gennem byen, skriver Venstre i en pressemeddelelse. 

Byrådet har i det seneste budget afsat midler til en renovering af hovedgaden, men partiet inviterer nu alle til at komme med ideer.

- Vi vil gerne tænke lidt mere visionært end at nøjes med renovering af hovedgaden, men også se på, hvordan vi kan få noget trafik væk fra bymidten. Vi ser nogle oplagte løsninger med en omfartsvej øst om byen, men hvad synes borgerne, lyder spørgsmålet.

Derfor arrangeres fredag eftermiddag en lille event på parkeringspladsen ved Eurofins, hvor der er lejlighed til at komme med ideer til politikerne - og nyde lidt godt fra pølsevognen.

(Arkivfoto: LLN Press©)