Følg migogvejen på Facebook  

Fire kandidater skal dele to priser mellem sig.

Det gælder den nye talentpris og kulturprisen, der begge uddeles til en kulturaften tirsdag 23. november.

 

(læs videre under annoncen)

Gadeberg Begravelsesforretning 377 x 300

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Kulturprisen gives som sædvanligt til en kulturel ildsjæl, der gør en positiv forskel for det lokale kulturliv.

Talentprisen uddeles for første gang og gives til et ungt menneske med et stort kulturelt talent, som er rollemodel for andre unge.

- Vi glæder os rigtigt meget til at uddele de to priser. Talentprisen uddeler vi for første gang, da vi gerne vil anerkende unge mennesker, der gør en indsats for at dyrke deres kulturelle talent. Kulturprisen har vi uddelt i flere år til en kulturel ildsjæl.

- Nu prøver vi også for første gang at lave vores eget åbne kulturarrangement for alle interesserede, hvor man kan få smagsprøver fra vores lokale kulturliv. Vi vil gerne skabe en arena, hvor folk kan præsentere den kultur, de brænder for og måske nå ud til andre mennesker, end de plejer, så kom og vær med, opfordrer Lone Houmann Holst, der er formand for Kulturelt Samråd i Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

Det foregår omkring den store trappe på Vejen Bibliotek, hvor der også vil være smagsprøver fra det lokale kulturliv.


Indstillet til kulturprisen:

Grethe Brinch Knudsen, børnekultur på tværs:

Med Grethe Brinch Knudsen som ildsjæl/tovholder - sekunderet af Hanne Davidsen på Vejen Bibliotek - er det lykkedes at gøre Børnekultur på Tværs tirsdag i uge 42 til en tilbagevendende kulturaktivitet for de mindste i Vejen Kommune. Ved at have SFO-børnene som den primære fokusgruppe er det særligt et tilbud til de børn, der ellers ikke kommer af sted på tur i efterårsferien.

Arrangementet er til glæde for 500-600 SFO-børn fra hele kommunen, der køres ind til aktiviteterne i bus og for alle børnefamilier, bedsteforældre med børnebørn og øvrige nysgerrige, der deltager i arrangementet, der er bredt ud i bymidten med Rådhuspladsen, Museumspladsen, Knudepunktet, Biblioteket, Musikskolen og Vejen Idrætscenter som aktivitetssteder suppleret med tilbud i en del af byens butikker.


Peter Amtoft, Rytmisk Musik Vejen:

Peter har som formand for Rytmisk Musik Vejen lagt et kæmpe stykke arbejde i at holde den frivillige forening kørende også gennem de hårde tider.

Peter har lagt et stort arbejde for at få skudt gang i det lokale musikalske miljø i Vejen. Blandt andet i samarbejde med handelsstandsforeningen og gennem samarbejde med Sløjdscenen. Han står altid til rådighed for foreningen og for musikken.


Indstillet til talentprisen:

Karoline Toksvig Gammelgaard:

Karoline har talent inden for sang, dans og teater og er ved at uddanne sig til musicalperformer på Den Danske Scenekunstskole Musicalakademi Fredericia.

Som barn gik Karoline til dans på forskellige lokale danseskoler i Vejen og til teater på Studio 73. Hun gik til sang i Vejen Musikskole i syv år, hvoraf de sidste to var på talentlinjen med sang som hovedfag og klaver, sammenspil og hørelære som bifag.

Karoline havde hovedroller i Vejen Gymnasiums årlige musicalproduktion i 1. og 2.G. I 3.G fik Karoline arrangeret, at musicalen for første gang blev 100 procent elevproduceret med hende selv om instruktør for det dramatiske.

Karoline er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at følge sine drømme og arbejde målrettet mod et mål, selvom det er lidt af et nåleøje. Ihærdighed, flid og vedholdenhed har været nøgleord gennem Karolines ungdom.

 

Mads-Emil Uldall Nielsen:

Mads-Emil er rytmisk pianist i Vejen Musikskole. Han har gennem sin særlige musikalitet udviklet en fin spilleteknik og en rigtig god klang på instrumentet. Mads-Emil har vundet en talentkonkurrence, hvor han optrådte for hele Grønvangskolen.

Mads-Emil hviler i sig selv og er ikke bange for at spille for andre. Hans flotte spil gør ham til et forbillede for andre musikskoleelever. Hertil kommer, at han er en rollemodel for de unge omkring sig ved at dyrke sit særlige talent, hvilket kræver både tid og fordybelse.

(Arkivfoto fra i fjor, hvor Jels Vikingespil fik kulturprisen overrakt af Jørgen Thøgersen (A): LLN Press©)

Vejen IC - træning 2021

(tryk på annoncen og se mere)