Følg migogvejen på Facebook  

Der var stor glæde blandt beboerne på Birkely Plejecenter, da undervisere fra Vejen Musikskole spillede den første koncert på plejehjemmet i et år.

Musikken blev spillet af Mats Rudklint, Stella Ørn og David Sachenskjold, der alle til dagligt underviser på Vejen Musikskole.

 

(læs videre under annoncen)

Hygum Hjemstavnsgård - landsbyen i arbejde - 2021

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Der var champagne i glassene og friske sommerblomster på bordene, da musikken vendte tilbage til Birkely Plejecenter for første gang siden den første coronanedlukning tilbage i marts 2020.

- Musikken har været et rigtig stort afsavn for mange af vores beboere de seneste år, hvor vi har været lukket ned og nærmest ikke har måtte synge, sagde Inge Merete Lind, aktivitetsmedarbejder på Birkely Plejecenter.

Så der blev både klappet og sunget lystigt med, da musikerne på klaver, trommer og fløjte spillede velkendte melodier som Midsommervisen, Jutlandia og Bent Fabricius-Bjerres klassiske Matadortema.

- Musik blødgør og oplyser en inde i. Så det er rigtig dejligt med en koncert, sagde en af beboerne på plejehjemmet, 79-årige Jørgen Andersen, mens han med et glimt i øjet fortalte, at han engang selv havde prøvet kræfter med trompet, men endte med at holde sig til sit landbrug.

- Det er tydeligt, at beboerne har savnet musikken. De går jo herfra med et stort smil på, sagde Inge Merete Lind, da koncerten var slut.

Jørgen Andersen var da også en af flere, der efter det sidste ekstranummer rejste sig og takkede for musikken.

Beboerne var dog ikke de eneste, der nød koncerten. For musikerne var det også en stor fornøjelse at komme ud at spille igen:

- Det er kommet fuldstændig bag på mig, hvor meget jeg har savnet at komme ud at spille. Man nyder det på en helt specielt måde, siger Mats Rudklint, der underviser i klaverspil.

Det veloplagte publikum gjorde det kun bedre:

- Vi har været spærret inde bag en skærm i lang tid, så det er virkelig skønt at komme ud til et publikum, der er så begejstrede og sang så godt med, sagde fløjteunderviser Stella Ørn.

(Tekst og foto: Lærke Weensgaard, kommunikationsmedarbejder ved Vejen Musikskole)

 

birkely 21 02  birkely 21 03