Fem af medarbejderne på ældreområdet i Vejen Kommune stillede i formiddag op som modeller.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
De præsenterede det nye tøjdesign, som de 650 medarbejdere på ældreområdet i kommunen har taget i brug i denne uge.
Tøj, som medarbejderne selv har været med til at vælge, og der lød ros til tøjet fra medarbejdere fra Brørup hjemmepleje ved Sundhedscenteret i Brørup ved præsentationen i formiddag.
- Der er valgt tøj, som naturligvis er rigtig godt at bevæge sig i, når medarbejderne skal hjælpe borgerne, og på overtøjet er kommunens logo på af hensyn til borgernes sikkerhed, fortæller områdeleder Bo Smith til migogvejen.
På den måde kan borgeren se, at det er en fra Vejen Kommune, der kommer.
Der er også tænkt på trafiksikkerhed med en grøn jakke med tydelige reflekser, da personalet jo også hjælper borgerne i mørket.
Medarbejderne har også været med til at vælge, hvilket stof hver enkelt har ønsket bukserne i, og de kan også laves kortere, og så er der en sidelomme, så der er plads til mobiltelefonen.
Tøjet er reelt leaset:
- Vi har lavet en vaske-/lejeaftale over seks år, og det hele skal afleveres og vaskes. Det må medarbejderne ikke gøre derhjemme, forklarer Bo Smith.
Det er det samme tøj, den enkelte medarbejdere får tilbage, som er afleveret til vask.
Der ligger dog også tøj klar, hvis der f.eks. kommer en vikar ind, så de også er i det kendte tøj i primært blå nuancer.
(Fotos: migogvejen©)