Der er fuld gang i vaccinationerne mod covid-19 i området, og flere end 100.000 af os i Region Syddanmark har fået den første sprøjte.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vaccinationerne fortsætter, og ifølge en pressemeddelelse fra Region Syddanmark vil vaccinerne i den kommende uge blive brugt til at vaccinere både særligt sårbare og ældre syddanskere samt medarbejdere i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren, så risikoen for, at de bliver syge med covid-19, sænkes så meget som muligt.
Region Syddanmark har ligesom de øvrige regioner haft fokus på at vaccinere de mest udsatte borgere, herunder beboere på regionens plejecentre.
Sidste uges leverance (uge 8) på 19.040 vaccinedoser blev brugt til borgere over 85 år og borgere over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. Og så gik regionen i gang med at invitere og vaccinere borgere med særlig øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.
Fra 27. december 2020 til 8. januar 2021 fik alle beboere på plejecentre i Region Syddanmark, der ønskede det, deres første vaccinestik. Tæt på 90 pct. af målgruppen er nu færdigvaccineret.
- Der er desværre ikke vacciner nok til, at alle, der har fået en invitation, kan få en tid nu. Regionen lægger løbende nye tider ud på vacciner.dk, i takt med, der kommer nye vacciner til landet. De nationale myndigheder arbejder løbende på at forbedre vacciner.dk. Regionen har for eksempel oplevet problemer med bookning til anden vaccine. Regionen arbejder løbende på at løse de tekniske udfordringer med systemet, skriver regionen i pressemeddelelsen.
Borgere, som har modtaget en invitation, opfordres til at væbne sig med ekstra tålmodighed og tjekke vacciner.dk løbende.
Status pr. 4. marts 2021 for 1,2 mio. syddanskere:
• 103.032 syddanskere har fået første vaccination. Det svarer til 8,5 pct. af regionens befolkning.
• 40.502 syddanskere har fået anden vaccination og er færdigvaccinerede.
• 52 pct. af personalet på sundheds- og ældreområdet på sygehuse, hos kommuner, i praksis og i ambulancerne har fået første vaccination.
• 26 pct. af personalet på sundheds- og ældreområdet på sygehuse, hos kommuner, i praksis og i ambulancerne har fået anden vaccination og er færdigvaccinerede.
• Region Syddanmark har modtaget i alt 160.665 doser COVID-19-vaccine.
Kilde: Statens Serum Institut