BYGGERI: Byggeriet på den tidligere TBS-grund på Søndergade 52-60 i Brørup er kommet et skridt videre efter byrådets endelige godkendelse. Projektet omfatter i alt 39 boliger. Boligerne vil være mellem 74 m2 og 105 m2 og rumme to, tre eller fire værelser. Det samlede boligareal er på 3592 m2. Gennemsnitsarealet pr. bolig er uændret 92 m2. Den gennemsnitlige husleje er uændret beregnet til 895 kr. pr. m2.
Anskaffelsessummen er beregnet til 73.438.000 kr. Vejen Kommune forpligter sig til at garantere for en del af realkreditlånet. Den endelige garantiprocent er beregnet til 66,11%, svarende til en kommunal garanti på ca. 42,7 mio. kr.
Arbejdet ventes snart sat i gang, og det ventes færdigt 1. august næste år.
Bag projektet står Alfabo Kolding.
* * *
ØVELSE: Der var ingen kommentarer i byrådet, da det blev besluttet at lave plads til øvelseskørsel og vendemuligheder på Norgesvej i Vejen. Et projekt til omkring 300.000 kroner, der skal få en del af øvelseskørslen med lastbiler væk fra de almindelige veje.
Læs mere om sagen i en tidligere artikel på migogvejen: https://migogvejen.dk/vejen/4721-ovelse-gor-mester
* * *
CYKELSTI: Efter påske ventes arbejdet med etableringen af den nye cykelsti mellem Rødding og Hellet langs nordsiden af Jelsvej startet, og projektet ventes færdigt midt i oktober. Byrådet godkendte uden kommentarer den ekspropriationsbeslutning, der lå. Ekspropriationen omfatter 21 ejendomme. Foreløbig har de 15 tiltrådt den tilbudte erstatning. Der er udleveret og fremsendt erstatningstilbud til de lodsejere, som ikke har tiltrådt den tilbudte erstatning.
migogvejen omtalte i maj projektet: https://migogvejen.dk/rodding/3495-cykelsti-pa-vej
* * *
VALG: Byrådet har nedsat en valgbestyrelse til kommunal- og regionalvalget, hvor borgmesteren er født formand. Valget ser således ud:
Egon Fræhr (V) med Morten Thorøe (V) som stedfortræder.
Vagn Sørensen (V) med Malene K. Nielsen (V) som stedfortræder.
Jørgen Thøgersen (A) med Marie Ebsen(A) som stedfortræder.
Bodil Staal (A) med Elin Winther (A) som stedfortræder.
Frank Schmidt-Hansen (C) med Jakob Bech Jensen (C) som stedfortræder.