Dansk Folkehjælp må ud med raslebøssen for at skaffe midler til årets julehjælp.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Årsagen til det skal findes i coronaen og nedlukningen af samfundet og ikke mindst de mange aktiviteter.
- En stor del af pengene til julehjælpen kommer fra overskuddet ved vores samaritterarbejde, hvor vi står vagt ved forskellige arrangementer, fortæller lokalformanden, Preben Pedersen, til migogvejen.
Samaritterne stiller sig gratis til rådighed for at være klar, hvis der sker noget ved et arrangement. Det kan være gymnastikopvisninger, hundeudstillinger, motionsløb, speedway, motocross, koncerter, triatlon og lignende.
- I fjor var vi ude til 60 arrangementer, mens vi kun har været af sted 11 gange i år, konstaterer han fra bopælen i Andst.
Det kan mærkes på bankbogen hos Dansk Folkehjælp, der slet ikke har de penge til julehjælpen, der plejer at være.
- I fjor var der 65, der fik, men som det ser ud nu, har vi kun til 38, erkender en ærgerlig Preben Pedersen.
Dermed er det langt fra muligt at opfylde alle ønsker. I fjor fik Dansk Folkehjælp 80 ansøgninger her i kommunen, og han forventer en større søgning i år.
- Jeg vil ikke være overrasket, hvis vi kommer op på 130-140 ansøgninger, vurderer Preben Pedersen.
Det er der ikke penge til, som det ser ud nu. I Dansk Folkehjælp giver man dog ikke op, og han og en af de andre aktive i området, hans hustru Christia, der også kører førstehjælpskurser, er klar til at gå ud med raslebøssen.
- I vil bl.a. kunne møde os på Rådhuspassagen i Vejen, og vi samler så længe, vi kan. Der er deadline for penge til årets julehjælp 6. december, fortæller Preben Pedersen.
Han håber, mange vil spytte i kassen, og det behøver ikke kun være raslebøssen. Der kan også betales via mobilepay på 12 08 30.
Dansk Folkehjælps julehjælp lyder på 1500 pr. pakke. Det fordeler sig med fødevarer for 500 kroner og gaver til børnene for 1000 kroner.
Vejen Kommune står for koordineringen af julehjælpen, hvor Dansk Folkehjælp er en af de store givere takket være hjælp - og herunder de frivillige, der stiller op som samaritter.
Julehjælpen gælder alle i hele Vejen kommune.
(Foto: LLN Press©)
migogvejen har tidligere omtalt årets julehjælp:
https://migogvejen.dk/vejen/4300-hjaelp-til-julen