Udvalget for Skoler, Børn og Familier fik på udvalgsmødet orientering om mange positive udviklingstendenser og resultater på skoleområdet i skoleåret 2025/26.
Udviklingstendenser og resultater er en del af de nøgletal, der udarbejdes til udvalget, og der er positive tendenser, som skal fastholdes og nogle områder, der skal styrkes.
- Helt overordnet er Vejen Kommune på vej til at indfri de nationale mål for folkeskolen, og Vejen Kommune har reduceret afstanden til landsgennemsnittet, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Andelen af elever, der opnår mindst 02 i både dansk og matematik, er stigende. Flere elever består de centrale fag og er dermed bedre rustet til at påbegynde en ungdomsuddannelse. Flere folkeskoler i Vejen Kommune viser tydelige forbedringer.
- Det er resultater, der er skabt af vores virkelig gode og målrettede medarbejdere i folkeskolerne, siger udvalgsformand Anna Kirstine Villadsen (V) og fortsætter:
- Der er fortsat masser af arbejde foran os, og på enkelte områder har vi ikke helt vendt tendensen den rigtige vej. Men der er så mange positive tendenser, og dem skal vi huske at fejre. Det giver energi til det videre arbejde.
Nogle af de centrale tendenser på skoleområdet 2025/26i Vejen Kommune er:
• Stabil elevfordeling mellem folkeskoler og andre skoleformer
• Faldende klassekvotienter
• Flere specialpædagogiske indsatser i de almindelige klasser
• Skolerne følger næsten udviklingen i landsgennemsnittet i Folkeskolens Nationale Overgangstest, men med en stigning i både de allerdygtigste og de fagligt mest udfordrede
• Positive resultater i afgangsprøver 2025/26
Folkeskolerne i Vejen Kommune har over en længere årrække fastholdt en relativ stabil balance mellem elever i de almindelige klasser og elever i specialtilbud. I skoleåret 2025/26 på 95,4 procent.
Antallet af elever, der modtager specialundervisning i de almindelige klasser eller i mellemformer er steget markant gennem perioden.
Fra skoleåret 2017/18, hvor 30 elever fik støtte i almindelig klasse til 74 elever i skoleåret 2025/26.
- Støtte i elevernes lokale almene skole fremfor specialskoletilbud kan støtte elevernes mulighed for at deltage i de lokale læringsfællesskaber med jævnaldrende fra lokalområdet samtidig med, at eleverne får opfyldt deres behov for støtte, lyder det videre i pressemeddelelsen.
Nyeste data ift. afgangseksaminer er fra skoleåret 2025/26. Her opnår 88,1 procent mindst 02 i både dansk og matematik, og det er en stigning fra 85,7 procent.. Der er fremgang i dansk (5,8 → 6,2), matematik (5,9 → 6,1) og naturfag (6,8 → 7,4).
- Andelen af elever over minimumsniveau er steget, flere elever forlader folkeskolen med adgang til ungdomsuddannelse, og flere skoler viser tydelige forbedringer, fortæller kommunen.
- Det er en udviklingstendens der skal fastholdes. Hvor eleverne i skoleåret 2024/25 i Vejen Kommune på tværs af folkeskolerne lå 0,7 karakterpoint under gennemsnittet i dansk, matematik og naturfag, er forskellen nu reduceret til 0,4 karakterpoint i dansk og matematik samt 0,3 karakterpoint i naturfag. En udvikling i den rigtige retning, der afspejler de indsatser, der er sat i værk og som fortsætter på skolerne, noterer Vejen Kommune.
(Genrefoto: migogvejen©)
