Følg migogvejen på Facebook  

Askov Byfest trodsede regnen og samlede byen

Fra onsdag til søndag summede Askov af liv, da Askov-Malt Ungdoms-og Idrætsforening bød velkommen til årets byfest.

Selvom vejret flere gange viste sig fra den våde side, var tilslutningen stor gennem alle dagene, og humøret holdt sig højt fra start til slut.


askov 1 regnbue pr

- Vi er simpelthen så glade for - og lidt overraskede over - den store opbakning. Meget kan vi planlægge, men vejret kan vi altså ikke styre. Regnen kunne heldigvis ikke holde folk væk. Der har faktisk været 600 børn på hoppeborgene og flere end 1200 voksne besøgende i løbet af dagene. Det har været fantastisk at opleve stemningen på trods, siger AMUIs formand Signe de Place Knudsen.


askov 2 lobere pr

Byfesten blev skudt i gang med det traditionsrige onsdagsløb, som i år satte deltagerrekord med hele 93 løbere i alle aldre.


askov 3 gudstjeneste pr

Torsdag blev Askov Kirkes gudstjeneste afholdt i festteltet. Det blev en hyggelig og velbesøgt oplevelse, hvor provst Peter Viuf bl.a. tog frivillighed og lokalt engagement op i sin prædiken.


askov 4 quiz praskov 5 vilde kaniner pr

Gudstjenesten blev fulgt op af quiz fra Sløjdscenen, hvor hele 16 hold dystede mod hinanden i almen viden. Om gudstjenesten havde noget at sige vides ikke, men kort forinden quizstart åbnede himlen sig og afleverede en voldsom haglbyge ned over festpladsen. Den sendte flere i tørvejr i teltet, hvor mange spontant blev hængende og endte med at deltage. Omtrent 110 børn og voksne lagde hovederne i blød og deltog. »De vilde kaniner« svarede 18 ud af 20 spørgsmål korrekt og løb dermed med sejren.


askov 6 lobere rundbold pr

Den legendariske rundboldturnering samlede omkring 160 deltagere fordelt på otte hold og bød som altid på både konkurrencementalitet og grin.


askov 7 vindere rundbold pr

Efter flere tætte opgør kunne 5. årgang fra Askov-Malt Skole til sidst fejre sejren.

Fredag stod i loppemarkedets tegn. Vejret sendte kræmmerne ind i teltet, men det viste sig hurtigt at skabe en ekstra tæt og hyggelig atmosfære med gode handler og masser af snak mellem de 28 loppestande. Senere på dagen var der familiegrill og prisuddeling.


askov 8 annette praskov 9 laura pr

Årets foreningspris gik til Annette Trøjborg for bl.a. mangeårigt engagement som fodboldtræner og medlem af fodboldudvalget i AMUI. Laura Moslund modtog ung-prisen for sit engagement som hjælpeinstruktør og omsorgsfulde væsen. AMUI-prisen blev tildelt Bo Flugt fra Askov Spejder.


askov 10 bo flugt pr

- Bo er en drivkraft. Han er kendt af mange for sit smittende humør og sit store engagement i området. Spejderne værner om fællesskabet, hvori alle har en plads. Jeg ved, at mange børn og unge har stor glæde af at gå til spejder. Måske også nogle af de børn, der ikke er til holdspil på fodboldbanen. Med AMUI-prisen vil vi gerne anerkende de, der er med til at løfte vores lokalsamfund, sagde Signe de Place Knudsen ved overrækkelsen.


askov 11 vejengarden pr

Det traditionsrige optog gennem byen måtte i år undvære Vejen Garden i front på grund af det ustadige vejr. Mens regnen trommede på teltdugen, spillede Garden i stedet op, da optoget ankom til festpladsen.


askov 12 vandrepokal pr

Årets vandrepokal blev vundet af AMUI Fodbold for deres mangeårige, store tilslutning til optoget.


askov 13 ryttere praskov 14 ryttere pr

Vejen Bicycle Club arrangerede cykelløb med 20 friske ryttere til start.


askov 15 krea pr

Gennem alle dagene var kreacontaineren et populært samlingspunkt for både børn og voksne. Som kontrast til gråvejret, blev der lavet farverige flagranker, som skal pynte i festteltet til fremtidige byfester.


askov 16 liselotte pr

Der var også mulighed for at reparere eller »upcycle« sit tøj med kyndig vejledning af Liselotte Hornstrup.

Lørdag aften kulminerede byfesten med livemusik i teltet, hvor flere end 400 feststemte gæster skabte en fantastisk stemning. Det blev på flere måder en våd aften.

Da solen søndag formiddag brød igennem skyerne efter flere dages gemmeleg, blev byfesten rundet af med fælles morgenmad og oprydning.


askov 17 byfestudvalg

Byfestudvalget, der står bag Askov Byfest:

- Byfesten kan kun lade sig gøre på grund af de mange frivillige. Byfestudvalget i AMUI lægger rigtig mange timer og stor energi i planlægningen. I år har de ovenikøbet arbejdet i regntøj og gummistøvler. Jeg kan godt forstå, hvis de både er flade og glade. Udover udvalget har vi haft mere end 120 forskellige frivillige hjælpere på vagter i løbet af dagene. Vi er meget taknemmelige for al den støtte, siger AMUI’s formand efter en våd og succesfuld byfest i Askov.

(Tekst og fotos: Askov/Malt UI)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies