Følg migogvejen på Facebook  

Kunsthåndværkermarkedet Craft Fair vender tilbage til Museumspladsen i Vejen efter successen i fjor.

Helt præcist sker det i weekenden 16. og 17. maj.

 

(læs videre under annoncen)

 

 

Forberedelserne til Craft Fair Vejen er godt i gang, og at interessen for markedet igen er stor, vidner engagementet blandt landets kunsthåndværkere om.

Kunsthåndværkere fra hele Danmark har tilkendegivet deres interesse i markedet i håbet om at være blandt de 54 udstillere i Vejen, hvor omdrejningspunktet er værker af høj, faglig kvalitet for det brede publikum fra nær og fjern, og hvor det er et krav til udstillerne, at de er medlem af foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere.

I 2025 oplevede flere end 3200 gæster for første gang Craft Fair Vejen på Museumspladsen ved Vejen Kunstmuseum. Allerede i løbet af markedsweekenden blev det annonceret, at kunsthåndværkermarkedet ville være en tilbagevendende begivenhed.

Byen, udstillerne og de udvalgte madboder meldte sig ligeledes straks klar til at gentage den velbesøgte succes. Som noget nyt kombineres Craft Fair Vejen i år med en udstilling af de 54 udstilleres værker frem til 17. maj på Vejen Kunstmuseum.

Skribent, redaktør og kurator Charlotte Jul taler ved åbningen af markedet lørdag 16. maj:

- Jeg ser frem til Craft Fair Vejen, hvor kunsthåndværket er i fokus igennem flere dage. Genstande, der er skabt med erfaring, håndværk og nærvær, som smitter af på dem, der bruger dem. Jeg er nok en smule miljøskadet, men min dag starter bedre, når jeg drikker kaffe af en kop lavet af en kunsthåndværker, jeg kender, fortæller hun.

Charlotte Jul udgør sammen med Teresa Nielsen, direktør for Vejen Kunstmuseum, og keramiker Turi Heisselberg Pedersen juryen bag Craft Fair-prisen 2026. Den gives til årets udstiller og bliver uddelt lørdag. Der vil også være en publikumspris – her afgør publikum, hvem der skal løbe med prisen, som uddeles søndag.

Om Vejen Kunstmuseums engagement som medarrangør i Craft Fair Vejen siger museumsdirektør Teresa Nielsen:

- Under store telte i haven foran museet, der huser billedhugger Niels Hansen Jacobsens unikke skulpturer og keramik, er det en stor glæde at kunne byde på et professionelt marked. Vi håber, at Craft Fair Vejen kan være med til at formidle kvaliteten og betydningen af vores tids kunsthåndværk og design.

I Craft Fair Vejen-weekenden er det desuden muligt at se Vejen Kunstmuseums udstillinger »Kawaii Nostalgi – Fra Japan til Pippi« og »Palshus Keramik«.

Craft Fair Vejen arrangeres af Danske Kunsthåndværkere & Designeres afdeling i Syddanmark, Vejen Kunstmuseum og Museums- og Kunstforeningen for Vejen og Omegn.

(Arkivfoto: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies