Der kommer utvivlsomt mange mennesker i bymidten i Vejen på fredag og ikke mindst om aftenen.
Her vil der være masser af mulighed for aktivitet og for at nyde butikkernes gode tilbud, og vejret tegner til at være godt.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og læs bladets 16 sider)
I butikkerne er medarbejderne naturligvis klar til at sælge til kunderne - det er lidt lige som tanken med at bruge aftenen på årets første Open by night arrangeret af Vejen Handelsstandsforening.
Når det gælder Svend Kiel Kristensen, er der dog ikke forventning om salg sådan en aften.
Han er medindehaver af ejendomsmæglerbutikken Home, og et hus er ikke noget, der pludselig købes.
- Men det er vigtigt, at vi alle bakker op om vores by og sådanne arrangementer, påpeger Svend Kiel Kristensen.
Derfor vil der være liv omkring butikken, hvor der bl.a. vil være besøg af basketballspillere fra Vejen BK.
Kenneth Sørensen overtog ved årsskiftet roret som varehuschef i Kvickly, og han glæder sig til dagen:
- Det glæder jeg mig virkelig til.
Han har selvfølgelig hørt om de to årlige open by nights, men han har endnu ikke selv oplevet dem og glæder sig til at opleve en by med masser af mennesker og handel.
- Jeg ved selvfølgelig lidt om, hvad der sker, og vi står selv og griller og håber på at være med til at skabe en god stemning, noterer Kenneth Sørensen.
For Rita Fredslund-Hansen fra »Wunderwear Vejen - Lady Lingeri« er det ikke en nyhed, men meldingen er klar:
- Det er altid en rigtig go’ dag for byen, hvor vi trækker mange mennesker udefra, og jeg glæder mig altid til open by night. Jeg elsker det.
Som tidligere omtalt har migogvejen og Vejen Handelsstandsforening udgivet et magasin som optakt til fredagens open by night. Et blad, der deles ud hos annoncørerne og som kan læses på linket i toppen af artiklen.
(Arivfoto: migogvejen©)
