Vejen Fotoklub har endnu engang været på plads hos Dansk Folkehjælps familiegruppe for at fotografere børn og skabe billeder, der kan bringe glæde langt ind i juleferien.
- Det er efterhånden blevet en kær tradition. I over et årti har klubben brugt en vinterlørdag på at give børnene en unik oplevelse og en fin julegaveidé til familien, fortæller Carsten Pedersen fra klubben.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Studiet blev sat op allerede dagen før, så lys, baggrunde og teknik stod klar, da de første børn kom ind ad døren.
Fem medlemmer fra Vejen Fotoklub stod for gennemførelsen: Tre fotografer arbejdede på skift i studiet, én tog sig af computer og klubbens nye professionelle printer, og én koordinerede dagen sammen med Dansk Folkehjælps ledere – samtidig med, at han dokumenterede hele forløbet med stemningsbilleder.
Hvert portræt blev straks printet som en forstørrelse i høj kvalitet, og børnene fik billederne med hjem ganske gratis. Dansk Folkehjælp havde sørget for flotte rammer, så billederne var klar til at blive lagt under juletræet.
Smilene var mange, stemningen varm, og både børn og frivillige nød dagen i fulde drag.
- For Vejen Fotoklub er det et privilegium at kunne bidrage til et godt formål med det, vi elsker at lave. Vores medlemmer møder hvert år op med entusiasme, erfaring og godt humør, og vi gør det meget gerne igen næste år. Traditionen fortsætter, noterer Carsten Pedersen.
(Fotos: Vejen Fotoklub)




