Følg migogvejen på Facebook  

Under overskriften »Lejrskole skal være for alle« skriver byrådsmedlem for SF i Vejen Kommune, Allan Thomsen, og folketingsmedlem Karina Lorentzen (F) følgende debatindlæg:

 

»I SF foreslår vi, at alle folkeskolebørn får ret til mindst én lejrskole i løbet af deres skoleår.

Det kræver en investering på 150 millioner kroner på finansloven, som vil være en investering i børns fællesskab og trivsel.

Lejrskolen er for mange elever et højdepunkt i skoletiden. Her oplever eleverne hinanden på en ny måde, hvor fællesskabet vokser, og venskaber på tværs af klassen bliver skabt.

Som det er lige nu, tager færre og færre folkeskoler på lejrskole. I 2022 tog 16,5 procent af landets elever af sted med DSB. Året efter var tallet faldet til 14,1 procent, og i 2024 var det kun 12,9 procent.

Det betyder, at næsten 20.000 færre børn fra folkeskolen kom på lejrskole på bare to år. Tallene fra DSB dækker de længere ture, hvor man rejser væk med tog, og netop de oplevelser er vigtige, fordi de giver børnene en følelse af at være væk hjemmefra og opleve noget helt nyt sammen.

Den forskel er uretfærdig.

Vi risikerer, at lejrskolen udvikler sig til en luksus, som kun nogle børn får lov til at opleve, mens andre går glip af de værdifulde erfaringer, turene giver.

For lejrskoler handler ikke bare om at komme væk fra klasseværelset. Det handler om at styrke relationerne mellem børnene, skabe sammenhold og give dem oplevelser, der styrker både trivsel og læring, når de er tilbage på skolen.

Derfor mener vi i SF, at alle børn skal have samme adgang til lejrskole – uanset hvilken kommune de bor i, eller hvilken skole de går på.«

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies