Tre partier indgår valgforbund i forbindelse med valget i november.
- Moderaterne, SF og Socialdemokratiet i Vejen Kommune indgår valgforbund, lyder det i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
De tre partier har valgt at indgå et teknisk valgforbund til det kommende kommunalvalg til november for dermed at søge størst mulig repræsentation i den næste byrådsperiode.
Partierne forklarer selv, at det handler om at undgå stemmespild, så borgernes stemme blive udnyttet bedst muligt.
- Vi er selvfølgelig forskellige partier med forskellige valgprogrammer, men kan sagtens se et tæt samarbejde inden for eksempelvis forebyggelse og tidlig indsats, den grønne omstilling og specielt de borgernære velfærdsområder, lyder det i pressemeddelelsen.
Valgforbundet er udelukkende af teknisk karakter, og partierne har dermed ikke forpligtet sig til at indgå politiske aftaler.
Jørgen Thøgersen - borgmesterkandidat for Socialdemokratiet - glæder sig over, at SF og Socialdemokratiet og denne gang også Moderaterne igen indgår valgforbund og dermed forbedrer chancerne for en ekstra plads i det kommende byråd.
Allan Thomsen - spidskandidat for SF - ser det som naturligt at genoptage valgforbundet med Socialdemokratiet og denne gang også Moderaterne efter SF ved sidste valg kun indgik valgforbund med Enhedslisten:
- Jeg ser muligheder for et tæt samarbejde de tre partier imellem på flere områder og må så på valgnatten se, hvordan det kommende byråd konstituerer sig.
Lene Theresa Hansen - borgmesterkandidat for Moderaterne - ser meget positivt på det indgåede valgforbund, da hun repræsenterer et parti, der ikke i indeværende periode sidder i byrådet.
- Vi forbedrer vores muligheder for at få valgt kandidater til kommunalvalget og kan sagtens se et tæt samarbejde på flere områder mellem de tre partier, lyder det.
(Genrefoto: migogvejen©)
