Følg migogvejen på Facebook  

Vejen Fotoklub og virksomheden Protræ A/S i Skodborg har lavet et nyt samarbejde.

Det sker i anledning af virksomhedens 50 års jubilæum til september.

Firmaet ønskede at genskabe og udstille en række historiske billeder fra virksomhedens lange virke.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Da Vejen Fotoklub blev bekendt med opgaven, var klubbens kasserer, Søren Frederiksen, og Carl Kristensen, ikke sene til at gøre virksomheden opmærksom på fotoklubben eksistens og de muligheder, den kunne tilbyde. Virksomhedens administrerende direktør, Peter Viig Nielsen, og administrativ sekretær Hanne Vinther præsenterede opgaven for klubben, hvor 57 unikke billeder fra virksomhedens 50 årige eksistens skulle affotograferes, efterbehandles og reproduceres i stort format, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Vejen Fotoklub foreslog en løsning med plakater i størrelsen 60x80 cm printet på hvide aluplader. En ide, firmaet straks tog imod.

Carl Kristensen fra klubben påtog sig herefter det omfattende scannings- og reproduktionsarbejde.

Som forening arbejder Vejen Fotoklub ikke kommercielt, men modtager gerne gaver/sponsorater, og netop et sponsorat blev resultatet af dette samarbejde. Protræ valgte som tak at donere klubben en professionel fotoprinter, som længe har været klubbens ønske.

- Vi er meget taknemmelige for det bidrag. Printeren vil blive til stor gavn for klubbens medlemmer, samt ved klubbens årlige julesamarbejde med Dansk Folkehjælp, hvor økonomisk trængte familier tilbydes gratis portrætfotografering, lyder det videre.


(billedtekst)
Hanne Vinther overrækker sponsoratet til Carl Kristensen, Vejen Fotoklub. (Foto: PR-foto)

 

nyhedsbrev luft