En ny hverdag - efter studenterkørsel og -fester - starter for afgangseleverne på Vejen Business College
- Et farvel til det uforpligtende og sorgløse ungdomsliv til voksenlivet på godt og ondt, som forstander Morten Kornerup-Bang beskrev det ved dimissionen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- En klog mand sagde for nogle år tilbage, at enhver afslutning samtidig repræsenterer en ny begyndelse. Det beskriver rigtig godt, synes jeg, den situation, som I befinder jer i. Her og nu.
- I siger farvel til VBC, nu hvor I har fået jeres eksamen. Vi har haft nogle rigtig gode år sammen her på skolen, men nu er det desværre slut. I forlader os. Og vi kommer til at savne jer. For mange af jer betyder et farvel til VBC også, at I flytter hjemmefra - måske ikke i år, men inden for den nærmeste fremtid, så jeres forældre, jeres øvrige familie, venner og bekendte vil uden tvivl også snart komme til at savne jer. Samtidig siger I imidlertid også velkommen til en helt ny begyndelse. Til en ny start. En ny start med fokus på helt nye uddannelser, jobs, sabbatår og ikke mindst - lige her og nu - studenterkørsel og studenterfester.
- Nu er I blevet voksne. I skal videre med jeres liv. Dimissionen markerer derfor i stor udstrækning også en overgang fra det mere uforpligtende og sorgløse ungdomsliv til voksenlivet på godt og ondt for jer. I står nu overfor at skulle træffe en række vigtige valg med hensyn til jeres egen fremtid. I skal vælge uddannelse, et job, en karriere, en kommende familie og ikke mindst et liv, og jeg ved også godt, at mange af jer oplever et stort forventningspres i den sammenhæng.
- Der er rigtig mange – også fra samfundets side - der har forventninger til jer, og måske handler det i en del situationer også om jeres egne forventninger til jer selv. I forventes af samfundet således allerede at have eller meget snart at få planer, have klare mål og at have fremtidsblikket stillet helt skarpt. Hvis politikerne kunne bestemme, så skulle I senest i morgen have en fast plan både for jeres uddannelse og hvilket arbejde, uddannelsen skal føre frem til. Politikerne har ovenikøbet en mening om, hvilke uddannelser I bør vælge.
- På den baggrund kan jeg godt forstå, at I ind og mellem bliver lidt svedt, og halsen snører sig sammen. Forventningspresset bliver simpelthen lidt for stort. Mange af jer har sikkert allerede følt et stort præstationspres i den tid, hvor I har gået her på VBC, og lad mig i denne forbindelse sige det helt tydeligt, at der jo absolut intet er galt med at præstere - og præstere godt. Vi har således altid her på Vejen Business College forventet, at I som elever yder jeres absolut bedste. Ikke for at opnå en bestemt karakter, men for at bevise overfor især jer selv, at I kan og I vil.
- Så selvfølgelig skal I være ambitiøse, men I skal samtidig være meget opmærksomme på, at det forventningspres, som samfundet, familie og venner og ikke mindst jer selv lægger på jeres skuldre ikke bliver det styrende princip for de valg, som I foretager jer med hensyn til studie, job og generelt i livet.
- Når man som elev har fået masser af 12-taller og et højt gennemsnit, så har ens omgivelser og en selv jo også en masse tårnhøje forventninger. Man skal blive til noget. Man skal udnytte sit eksamensgennemsnit. Dvs. at man i stedet for at se på, hvem man gerne vil være, og hvilken forskel man kan gøre, i stedet for kigger på, hvad man kan blive. Med så højt et gennemsnit bør jeg jo søge ind på jurastudiet eller læse virksomhedsøkonomi på CBS tænker det unge menneske. Ofte understøttet at forældrene, som jo også gerne vil have, at det unge menneske bliver til noget.
- I denne sammenhæng kan man sige, at det er vigtigt at I, nu når I skal vælge jeres videre vej, ikke lader jer styre af jeres egne eller andres ambitioner om at få succes ved at blive til noget - blive til noget helt bestemt, noget der kræver et højt karaktergennemsnit. Det er meget vigtigere, at I finder ud af, hvem I vil være. Træf det valg, som I føler er det rigtige for jer, fastslog Morten Kornerup-Bang i sin dimissionstale.
(Fotos: H.E. Haulrich©)


Afgangseleverne var klædt i det fine dress ved dimissionen på Vejen Business College.

Der var musikalsk underholdning af Anette Dyrlund.

Blandt talerne var formanden, Ole Stubbe.



Eksamenspapirerne lå klar til uddeling til afgangseleverne.
(se mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)


Flagene var - naturligvis - hejst i forbindelse med dimissionen.

