Følg migogvejen på Facebook  

Et enigt byråd stemte for kommuneplanen, der gør det muligt at etablere et boligområde ved Vejen Hallen.

Altså fjerne den gamle hal fra 1953 og i stedet etablere et boligområde.

En mulighed, der har givet bred debat.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Det forstår jeg ganske udmærket godt. Mange har gode minder knyttet til stedet, og det skal vi have respekt for. Men respekt for historien må ikke stå i vejen for ansvarlige beslutninger.

Sådan lyder det fra byrådsmedlem Jesper Vera Plagborg-Christensen (C), der selv har været aktiv i både hallen og på fodboldbanerne.

- Når vi ser på bygningen i dag, er vi nødt til at være ærlige: Vejen Hallen er udtjent, konstaterer Jesper Christensen efter at have set den 70 år gamle hal.

Han pointerer samtidig, at folk kan have vidt forskellige holdninger også i byrådet, men for ham er meldingen klar:

- Tilbygningerne er utidssvarende, nedslidte og kan ikke reddes. Kælderen er præget af fugt og skader, og bygningen fremstår generelt i en stand, hvor det ikke længere giver mening at lappe og reparere, mener den konservative politiker, der selv er håndværker.

- Hallen er opført for over 70 år siden, hvor man dengang byggede med andre materialer, som i dag er sundhedsfarlige – nogle af dem kræftfremkaldende. Baseret på byggeteknisk viden og alder på bygningen, og eftersom der ikke har været en gennemgribende renovering eller sanering af bygningen siden opførelsen, så er der meget stor sandsynlighed for, at der findes et eller flere sundhedsfarlige stoffer i bygningen, vurderer Jesper Vera Plagborg-Christensen.

- Nogle sundhedsfarlige stoffer som fx. asbest, blymaling eller PCB kan heldigvis være indkapslet og dermed mindre risikable. Det udgør dog stadig et problem, hvis bygningen skal renoveres.

- En renovering vil derfor ikke blot kræve modernisering, men også en omfattende sanering og bortskaffelse af farlige stoffer efter alle miljøregler. Det er hverken nemt, hurtigt eller billigt – tværtimod, påpeger han.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Han er ikke i tvivl om, at man med rettidig vedligeholdelse kunne have holdt hallen i bedre stand.

- Men det ændrer ikke på den grundlæggende udfordring: Selve byggematerialerne er sundhedsskadelige og ulovlige at bruge i dag. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om bevaring af en bygning – det er et spørgsmål om sikkerhed og ansvarlighed.

- En renovering vil koste mange, mange millioner – og selv derefter vil hallen være dyr i drift og ikke leve op til tidens behov. Det giver hverken økonomisk, funktionel eller sundhedsmæssig mening. I stedet bør vi vende blikket fremad og se mulighederne, mener  Jesper Vera Plagborg-Christensen.

Han drømmer om, at området omkring hallen kan blive mere grønt, åbent og attraktivt. Et sted med grønne områder, mere leg til børnene og udendørs faciliteter, som både skoler, foreninger og borgere kan få glæde af.

- For lad os være ærlige: Fodboldbanerne bag hallen er i dag nærmest ubrugelige, især i våde perioder. Græsset er ujævnt og jorden ødelagt – det er ikke et sted, der indbyder til fodbold.

- At bygge punkthuse i 3-4 etager på grunden vil være rigtig fint med mig og vil skabe mere liv i området. Der er rigeligt af plads og mulighed for at skabe en bedre balance mellem natur, aktivitet og bolig. Vi skal have respekt for det eksisterende, men området kunne sagtens få tilføjet spændende og relevante nye initiativer, mener Jesper Vera Plagborg-Christensen.

Han pointerer samtidig, at tankerne intet har med skoven, dyrene, legepladsen, stierne, de syngende sten, vådområderne, anlægget og talepladsen at gøre, selvom nogle har nævnt det.

- Jeg er kæmpe tilhænger af Vejen Idrætscenter og de fantastiske faciliteter, vi allerede har. Det er her, vi skal styrke fællesskabet og fremtiden. Det er her, investeringerne giver mening. Det danner rammen for et aktivt fritidsliv for både børn, unge, voksne og ældre. Det er her vi skal udvikle og investere – ikke i en nedslidt bygning med høj varmeregning og lav fleksibilitet.

- Det handler ikke om at glemme historien – men om at tage ansvar. Økonomisk, miljømæssigt og menneskeligt, fastslår Jesper Vera Plagborg-Christensen overfor migogvejen.

 (Foto: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies