Fremtiden for Vejen Hallen er stadig uvis.
Et enigt byråd stemte dog for den nye kommuneplan, der fortæller, at området kan ændres til boligområde.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Ud af planens 1156 sider har det været punkt 1.B.27 om fremtiden for området ved Vejen Hallen, der har givet debat.
Der er kommet mange høringssvar om netop det punkt, men svarene har intet ændret - tanken er netop at ændre området til beboelse.
Og der er netop tale om en tanke og ikke en konkret plan.
- Der er tale om en overordnet plan, der udstikker rammerne, og det er først, hvis der laves en lokalplan, at det bliver konkret, konstarede formanden for teknik og miljø, Vagn Sørensen (V), på byrådsmødet.
Allan Thomsen (F) mener, indholdet sender et signal, så han kom med et konkret ændringsforslag.
Han var dog ene om at stemme for forslaget om at fjerne tanken om boligformål ved Vejen Hallen og lade det forblive som et rekreativt formål.
Peter Svane (V) talte for at bevare bygningen:
- Hallen har historisk betydning, og der er bred utilfredshed med planerne, og det er ikke hensigtsmæssigt at nedlægge hallen.
Niels Therkildsen (A) var af en anden opfattelse:
- Jeg forstår godt følelserne for Vejen Hallen, men argumenterne er ikke gode nok, når vi ser fremad. I byrådet skal vi træffe de beslutninger, der er rigtige, lød det fra Niels Therkildsen, der mener, der skal være boliger og rekreativt område på stedet.
Hele byrådet stemte for kommuneplanen 2025-20237, og fremtiden skal så vise, om der udarbejdes et lokalplanforslag, der skal fjerne hallen til fordel af boliger.
(Arkivfoto: migogvejen©)
