Følg migogvejen på Facebook  

Skolepatruljen på Andst Børne- og Skolecenter har gjort en ekstraordinær indsats for at sikre børn og forældre en tryg skolevej.

Derfor er de kåret som regional vinder i konkurrencen om at blive »Årets Skolepatrulje 2025«.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Hver morgen sørger skolepatruljen for, at de 150 børn i byen kommer sikkert i skole, børnehave og vuggestue.

Ud over deres daglige arbejde har de lavet kreative videoer om vigtigheden af reflekser, som de har delt på sociale medier. De går dermed et skridt videre for at øge bevidstheden om trafiksikkerhed, og det har nu sikret dem titlen som årets skolepatrulje i regionen.

- Skolepatruljen på ABC gør et enormt vigtigt stykke arbejde for morgentrafikken, da vores parkeringsplads nogle gange kan være svær at finde mening med. Derfor har de imødekommende og morgenfriske også lavet flere videoer, der viser, hvilke regler der gælder, siger Daniel Andresen, som er trafikansvarlig på Andst Børne- og Skolecenter, i en pressemeddelelse.

- At de får den anerkendelse, det er at blive kåret til årets skolepatrulje i regionen, er et kæmpe skulderklap, som de virkelig har fortjent, lyder det videre.

Skolepatruljen modtager i forbindelse med kåringen en præmie på 5000 kr., som kan bruges på en fælles oplevelse.  Samtidig har de stadig chancen for at vinde den nationale titel »Årets Skolepatrulje 2025«, som kåres inden sommerferien.

Rådet for Sikker Trafik har i samarbejde med LB Foreningen, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere udvalgt de fem regionale vindere blandt 2174 nomineringer fra elever, lærere, forældre og andre.

- Alle skolepatruljer yder en stor indsats for at gøre skolevejen tryggere for deres skolekammerater – og med smil, omsorg og et stort engagement. Det er god stil, at de morgen efter morgen tager ansvar for, at skolens elever kommer trygt frem. Det er noget så gammeldags som altruisme, og det aftvinger respekt, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Formålet med konkurrencen er først og fremmest at hylde de skolepatruljer, der yder en ekstraordinær indsats, som styrker sammenholdet på tværs af årgangene, øger trafiksikkerheden på skolen eller lignende. Samtidig er konkurrencen med til at sætte fokus på effekten af skolepatruljernes vigtige opgave.

- Skolepatruljerne er skolernes stjerner. De skaber tryghed, tager ansvar og er forbilleder for de yngre elever. Vi har modtaget mange stærke nomineringer i år, og igen i år er der nogle særlige skolepatruljer, som alligevel skiller sig ud. De er værdige vindere i et utroligt stærkt felt, siger Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling og kommunikation i LB Foreningen.

(Foto: PR-foto)

 

nyhedsbrev luft