Fra søndag 4. maj og seks dage frem udskifter Vejdirektoratet den slidte asfalt på Esbjergmotorvejen i østgående retning ved til- og frakørsel 68 Vejen.
Et arbejde, der også påvirker trafikken.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Asfalten på E20 Esbjergmotorvejen ved til- og frakørsel 68 Vejen er slidt og trænger til udskiftning.
Derfor begynder Vejdirektoratet på søndag arbejdet med at lægge ny asfalt på strækningen. Arbejdet forventes at vare seks dage.
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
- Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne, lyder det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
Arbejdet foregår hele døgnet, og i arbejdsperioden vil den østgående trafik blive ledt over i vestgående spor med ét farbart spor i hver retning.
Frakørselsrampen ved frakørsel 68 Vejen i østgående retning vil være spærret i arbejdsperioden, og der vil i stedet være skiltet med omkørsel.
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne på grund omkørslen vil få en forlænget rejsetid.
(Genrefoto: migogvejen©)
