Der var gavehumør på Plantagevej i Vejen tirsdag aften.
Helt præcist var det Odd Fellow Ordenens søsterloge nr. 71- Modersmålet, der uddelte »julegaver«.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Syv godgørende og frivillige foreninger/organisationer delte de 43.000 kroner, ordenen tjente ved novembers julestue.
Der var bl.a. tjent penge i tombolaen, hvor gevinsterne var skænket af forretninger og virksomheder rundt i hele kommunen.
Modtagerne af donationer var også fordelt rundt i kommunen, og modtagerne var Tandemklubben, Sølvværkstedet på Knudepunktet, Anlæggets Venner, Vejen Atletik og Løbemotion, Kærdalens Venner, Broens Vejen-afdeling og Brørup GF fodbold.
Logens består af 52 søstre, men meldingen er klar:
- Vi vil gerne have flere, og det er rigtig spændende at være med, noterer overmester Nina Borg.
De mødes hver anden tirsdag i Odd Fellows lokaler, men holder dog pause i sommerperioden.
Ud over julestuen med tilskud til foreninger doneres også penge til kommunen til uddeling af julehjælp. Her blev der inden jul uddelt 10.000 kroner.
Og du kan roligt sætte kryds i kalenderen ud for 15. november, for der er der igen julestue i søsterloge nr. 71 Modersmålet.
På billedet øverst ses modtagerne omgivet af formanden for julestueudvalget, Birgitte Eilmann, og overmester Nina Borg.
(Fotos: migogvejen©)



