Følg migogvejen på Facebook  

- Der var ikke meget at fejre, og skåltaler var der ikke basis for.

Det konstaterede byrådsmedlem Mike Straarup (C) ved dagens byrådsmøde, hvor kommunens budget for 2025 var til førstebehandling.

 

(læs videre under annoncen)

 Gadefesten - 2024

(tryk på annoncen og se mere)

 

Ligesom økonomien derhjemme skal indtægter og udgifter hænge sammen i det kommunale budget.

Da Vejen Kommune i forhold til andre kommuner kun har få indtægter, skal der spares - der skal være sammenhæng mellem indtægter og udgifter.

En arbejde, der har kostet store anstrengelser blandt politikerne og i den kommunale administration.

- Og ingen af os er stolte af besparelser, konstaterede Martin Boye fra Liberal Borgerliste.

Det har dog været nødvendigt, og på et punkt var der i dag en positiv stemning - samarbejdet omkring udarbejdelsen af budgettet.

Byrådsmedlemmerne har i fællesskab lavet udkastet til budgettet, der i dag blev godkendt af samtlige byrådsmedlemmer og nu sendes i høring.

Det udkast har en uændret skatteprocent, og der tales om en skattestigning på 0,47 procent. Dog kun, hvis det er muligt uden at skulle aflevere nogle af de ekstra skattekroner til statskassen.

Bliver en højere skatteprocent en realitet, er det dog slut med den totale enighed i byrådet. Nogle vil stemme imod.

- Det nuværende budget er et bevis på, at det kan lade sig gøre at få enderne til at hænge sammen uden at hæve skatten, og som et enigt byråd står bag uden skattestigninger. Derfor er Liberal Borgerliste og Dansk Folkeparti enige i det foreliggende budgetudkast, men skulle det vise sig muligt at gennemføre en skattestigning, lægger Liberal Borgerliste og Dansk Folkeparti ikke stemmer til, noterede Martin Boye inden førstebehandlingen.

Dagens byrådsmøde var også rammen om endnu et drilleri mellem netop Martin Boye og borgmester Frank Schmidt-Hansen (C).

Martin Boye bebudede i en debat om skoledistrikter, at han ville tage det op igen i næste byrådsperiode.

- Ja, Martin, Jeg ved godt, man skal passe på med at blive kæk over for dig, for så kommer der straks en replik, men det forudsætter i hvert fald, du bliver valgt. noterede borgmesteren med et smil.

- Jeg forstår godt borgmesterens bekymring, men jeg skal gøre alt for, det bliver til virkelighed, konstaterede Martin Boye, der altså melder ud, at han er på stemmesedlen ved valget i november næste år.

(Arkivfotos: migogvejen©)


martin boye 21 02

Martin Boye