Tre arbejdspladser er nomineret, når Udvalget for arbejdsmarked og integration uddeler den anden af årets to priser.
Børnehaven Billingland, Knudepunktet og Rødding Aktivitetshus er nomineret til mangfoldighedsprisen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Udvalget uddeler priserne for at udtrykke anerkendelse og glæde over, at så mange private og offentlige arbejdspladser hver år yder en stor indsats for at skabe plads til personer, som måske har brug for noget særligt for at blive en del af arbejdsmarkedet.
23. maj fik virksomheden Protræ A/S årets virksomhedspris, og nu er det tid til, at prisen uddeles til en offentlig arbejdsplads.
- På de offentlige arbejdspladser skal der være fokus på at løse kerneopgaven. Vi ved, at der mange steder er pres på, og derfor er vi utrolig glade for, at mange arbejdspladser alligevel skaber plads til et samarbejde med jobcentret og derved bidrager med muligheder for personer, som har brug for et sted og nogle opgaver, som kan tilpasses den enkeltes udfordringer. Vi håber på, at det også kan være med til at vise vejen for, at der i det kommunale findes mange spændende arbejdsopgaver og attraktive arbejdspladser, siger udvalgsformand Morten Thorøe (V) i en pressemeddelelse.
Om de nominerede lyder det:
Børnehaven Billingland er nomineret til prisen, fordi er gode til at hjælpe med at se, om den enkelte har et potentiale for det pædagogiske arbejde. Personalet er gode til at tage imod og skabe plads og gode rammer for den enkelte. Børnehaven har bidraget til, at der har kunne skabes uddannelsespladser for unge, og der er et tæt samarbejde med jobcentret omkring fastholdelse, og der er skabt plads til personer, der har brug for ansættelse i fleksjob.
Knudepunktet er indstillet til prisen, fordi de er gode til at booste mennesker. De yder en fantastisk indsats for personer, der trænger til at tro på sig selv og få modet tilbage og igen kunne se egne muligheder på arbejdsmarkedet. Knudepunktet er rummeligt og har plads til personer med mange forskellige udfordringer og baggrunde.
Rødding Aktivitetshus er indstillet, for hos dem kommer mennesket først. De er gode til at se mennesker, som de er. Der er højt humør og masser af grin. Samtidig er de gode til at skabe tryghed. Når først de går ind i en opgave – så går de all in og skaber de nødvendige rammer for at et forløb kan lykkes.
Modtageren af prisen afsløres i denne uge.
(Arkivfoto fra overrækkelsen til Brørupskolen i fjor: migogvejen©)
