De to Andst-piger, 14-årige Lea Føns og 15-årige Signe Fyhn, ser frem til en spændende weekend i volleyball-sportens tegn.
De er begge nået frem til den bruttotrup på 30 spillere, hvorfra der skal udvælges 12 spillere til det U17-landshold, der i den første uge i det nye år skal spille EM-kvalifikation i Berlin. Turen er gået mod Frederiksberg i dag, og så gælder det ellers om at vise sig fra den bedste side, når der skal spilles volleyball fredag, lørdag og søndag.
Pigerne erkender, de er både spændte og nervøse før samlingen, og de er ikke i tvivl om, at de skal præstere, hvis de skal blive udtaget til landsholdet. Målet er selvfølgelig at komme med, og i givet fald er de klar til at afsætte nogle dage mellem jul og nytår til at blive spillet sammen med de andre spillere.
Lea Føns og Signe Fyhn startede med kids-volley i Andst for 6-7 år siden, inden de flyttede til Kolding VK. Her spillede Signe Fyhn en enkelt sæson, inden 9. klasse kaldte på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming, men hun er klar til igen at spille i Kolding, når hun er færdig på skolen. Lea Føns går i 8. klasse på Grønvangskolen i Vejen og spiller stadig i Kolding.