9-årige Augusta Facius fra Vejen Danseforening er svær at stoppe, når musikken først spiller, og dansegulvet er åbent.
De seneste år har hun ligget i top igen og igen, når hun har danset turneringer i standard- og latindans, og således er hun både forsvarende jysk-fynsk- og danmarksmester.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vinterferien kom flyvende fra start, da hun deltog i Nordic Ball – en international konkurrence for sportsdansere, der blev afholdt i Hermans i Tivoli Friheden i et snedækkes Aarhus.
Både i standard og latin stillede Augusta op i kategorierne Rising Star (3 danse) og Open (4 danse).
- Vi ankommer fredag eftermiddag, og jeg kan mærke, at Augusta er meget spændt, stille og nervøs. Hun ved godt, hun skal danse op til sit bedste for at være med i kampen om medaljerne, da der er mange dygtige dansere og helt nye konkurrenter fra udlandet, hun ikke har danset imod før, fortæller hendes mor, Camilla Facius i en pressemeddelelse.
I turneringen deltog dansere fra Danmark, Sverige, Polen, Litauen, Ukraine, England.
Augusta danser nervøsiteten af sig og giver alt, hun kan på dansegulvet både fredag og lørdag og det fører til guldmedaljer i Rising Star i både standard og latin og bronzemedalje og sølvmedalje i Open-kategorien i henholdsvis standard og latin.
- Det var en rørt Augusta, der kom ned fra podiet. Hun er stolt af sig selv, og det hun viste på gulvet, og vigtigst af alt så nød hun at danse foran et fedt publikum. Vi som familie elsker dans, og vi elsker at følge Augustas rejse. Vi bakker op om alt det, som dansen kræver for hende, og hvad det fører hende til. Det kræver nogle ofringer, men dans på dette niveau ser vi ikke kun som en hobby, men også en livsstil, forklarer Camilla Facius og påpeger:
- Det har været en vild rejse det sidste halvandet år, og vi har haft en masse fantastiske oplevelser både på dansegulvet, men også udenfor dansegulvet sammen med hele Vejen Danseforening og formanden Mila Ponomarenko.
(Fotos: PR-fotos)

