Katja Bjerre sikrede sig søndag det danske mesterskab i 24 timers løb.

I løbet af et døgn løb hun 228 km og hentede guldet hjem til Læborg.

Guldet kom hjem i klassen 45-49 år, og som det lyder fra den nybagte og tilfredse mester.

- Endelig blev jeg danmarksmester efter to tidligere forsøg, konstaterer Katja Bjerre.

Hun glæder sig over den opbakning, hun har mødt, for sådan et løb kommer ikke af sig selv.

- Et ni måneder langt samarbejde med benhård træning og kvalificeret vejledning har været helt optimal forberedelse, lyder det videre.

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

Om de 24 timer fortæller Katja Bjerre blandt andet:

- De første seks timer går helt efter planen med roligt udlæg, og jeg starter med at ligge nr 12 blandt kvinderne.

De næste seks timer gik pisse godt Ingen pitstop. Jeg ligger nu nummer tre blandt kvinderne.

Jeg havde ingen kriser. Jeg løb de første 11 timer uden musik, et helt bevidst valg at gemme musikken til natten eller kriserne.

De næste seks var gemmen natten, indtil det igen lysnede. I mørket havde jeg løbet mig op på førstepladsen. Jeg tager musikken med mig efter ca 13 timer. Det var vidunderligt at høre John Mogensens »nede i møget«

Mit pace var stabilt - i perioder kunne jeg skrue lidt op og løbe på fornemmelsen og brugte mine kræfter fornuftigt.

Efter 16 timer og 10 minutter laver jeg personlig rekord på 100 miles.

Der er stadig otte timer hjem på nuværende tidspunkt, og det føltes laaaangt. Ingen alvorlig krise, men mentalt skulle jeg lige kæmpe lidt. I denne periode får jeg lidt kvalme, men det er til at holde ud.

I de sidste seks timer gælder det om at fokusere. Det er overskueligt, men stadig langt. Det er her, jeg får det hårdest, men jeg lider ikke alene. Der bliver kæmpet alle vegne på banen.

Oppe i hovedet gider jeg ikke mere - kroppen kan sagtens. Johannes (hendes mand, red.) står ved hver omgang med godt humør og støtte. Jeg bider lidt, men vi fortsætter. Jeg kæmper med alt, jeg har lært.

Klokken 9.54 tager jeg banerekorden, som er 208 km for kvinder. Personlig rekord på 212 km er indenfor rækkevidde.

Det var en kamp, og jeg havde ikke meget mere at give af her.

Jeg kæmper virkelig her. Jeg er ligeglad med de 223 km som var mit drømmemål, fordi det er mændenes krav til ultralandsholdet.

Nu får jeg den ånssvage idé, at jeg havde fortjent en gå runde . Havde kun gået alt i alt 500 meter tidligere, fordi jeg skulle på toilet.

Her går vi så ca 1.5 km. Jeg er stille. Det er hårdt . Pludselig husker min krop seksdages løbet. Kroppen begynder at lunte igen. Det er fantastisk.

Jeg hører Tais hviske til Fenja (hendes voksne børn, red):

- Så, Nu kører det.

De ord blev magiske! Jeg løb sgu og kom op i tempo, og nu var der kun halvanden time hjem. Nogen havde fortalt mig, at jeg havde indhentet alle mændene pånær Emil.

Nu skulle den føring holdes. Tænkte osse på dem, som have rost mig for min stabilitet. Nu måtte jeg tage mig sammen.

Energien kom igen, og jeg fløj den sidste time. De sidste to km var ren spurt for at nå over stregen.

Min sidste runde blev den hurtigste af alle 115 runder. Sindssygt.

(Fotos: Privatfotos)