FODBOLD: Med en sejr på 5-2 i Billund samtidig med, at bundholdet Næsbjerg tabte, er Rødding næsten sikret endnu en sæson i serie 2. Netop de to hold mødes i Rødding på lørdag, hvor Rødding med en sejr kan sikre sin eksistens i rækken. I opgøret i Billund scorede Anders Hostrup tre gange for Rødding, mens Frederik Zeberg og Jesper Hostrup begge nettede en gang.
* * *
FODBOLD: I fodboldspillernes serie 3 holder Føvling/Stenderup med det uafgjorte resultat 1-1 hjemme mod Høm/Seem UI ved i den bedste ende af rækken i en meget jævnbyrdig pulje, hvor Føvling-holdet inden de sidste tre kampe har et forspring på fire points til Bylderup/B under nedrykningsstregen.
* * *
FODBOLD: Der er lagt op til noget af et topopgør i Sdr. Hygum på lørdag, når det gælder sidste spillerunde i serie 5. Inden opgøret fører Sdr. Hygum puljen med tre points foran Toftlund IF, der netop er lørdagens modstander. Sdr. Hygum har efter dagens sejr på 2-1 i Nustrup et godt udgangspunkt. Holdet kan nøjes med uafgjort, samtidig med, at holdet vandt med 6-2 i den omvendte kamp i Toftlund.
* * *
HÅNDBOLD: Vejens håndbolddamer i Jyllandsserien vandt også sæsonens anden kamp. På eget gulv blev Varde besejret med 20-17.