Følg migogvejen på Facebook  

Dansk, tysk, engelsk, russisk. Der er gloser på mange sprog, når de bedste bowling-spillere mødes i Søparken i Brørup.

- Vi har en russer og tre tyskere med på holdet, fortæller Palle Thomsen, der klarer snakken på flydende dansk.

Det gør de andre ikke, så derfor må man ty til andre muligheder. Det gælder bl.a. russiske Nikita. Her foregår korrespondancen på engelsk.

- Han spiller sin anden sæson hos os og nyder at komme over og spille liga her. I Rusland har de ikke rigtig nogen liga, forklarer Palle Thomsen.

Han tager turen fra Moskva til Brørup og bruger nogle weekender herover og spiller sammen med danskerne og de tre tyskere på Sydjysk Bowlingteams bedste mandskab i landets bedste række.

Træningen klarer han i Rusland, hvor han er en af landets tre bedste bowlingspillere og selvfølgelig er med på det russiske landshold og selvfølgelig også den bedste på Brørupholdet.

Kontakten til russiske Nikita er kommet via Brørupholdets tyske spillere. Sydjysk Bowlingteam tæller tre tyskere - en fra Berlin og to fra Hamborg.

Efter sejre i de to første runder tabte det internationale Brøruphold dog som ventet søndagens opgør i Aalborg mod LBC1. Nederlaget blev så stort som 4-44.

(Foto: LLN Press©)