Der bliver igen i vinter internationalt islæt på Vejens bedste baskehold, der i morgen har debut i 2. division efter forårets oprykning.
Det er 24-årige Nadir Alston, der har taget turen fra New Jersey til Vejen for både at spille og være træner.
Han står i spidsen for klubbens ældste ungdomshold og kan i morgen få debut på Vejenholdet i hjemmekampen mod et stærkt hold fra AUS Basket i Aarhus.
»Med hårdt arbejde er det i dag lykkes at få opholds- og arbejdstilladelsen igennem til Nadir. Det betyder også hermed, at han er spilleberettiget til kampen mod AUS. Det er en glædelig nyhed, og vi håber, det får en positiv indvirkning på kampen i morgen, lyder det fra Morten Jensen, formand for BKV'81 i Vejen, den lokale basketballklub, før lørdagens match i Vejen Idrætscenter.
Den 204 cm høje Nadir Alston er bachelor fra Rutgers University
- Dette bliver min første professionelle sæson, og jeg er meget begejstret for at hjælpe mit nye hold, lyder det fra amerikaneren.
- Jeg kan godt lide at lære nye ting, og sprog som dansk vil være et mål for mig, mens jeg er her i Vejen. Danmark er et fantastisk land, og jeg kunne virkelig se, hvorfor folk kalder det det lykkeligste sted på jorden. Vejen og folket har vist mig så meget taknemmelighed for min tilstedeværelse, og jeg elsker det her, konstaterer Nadir Alston.