Der er fremskridt at spore hos speedwaykøreren Martin Steen Hansen fra Holsted efter det alvorlige styrt i lørdags.
»Endnu en dag på OUH (Odense Universitets Hospital, red.), men med masser af god energi og positivitet«, lyder det nu på Facebooks-siden »MSH Speedway«.
»Martins gode fysik er kommet ham til gode, og han er nu ude af respirator og bliver senere i dag flyttet fra NIA til rygafdelingen - stadig her på OUH foreløbigt. Vi snakker med ham, og hans vågne perioder bliver længere og længere«, lyder den positive melding.
»Der er stadig en stejl bakke, som Martin skal op ad, men ingen tvivl om, at han nok skal klare det«, lyder dagens melding.
Allerede mandag blev det fortalt, at han nu bruger venstre side arm/ben, som var lammet efter styrtet.
»Tak for alle hilsner og tanker til hele familien. Vi er sikre på, at Martin sætter pris på hver en tanke og vil læse dem med påskønnelse, når han på et tidspunkt bliver klar til det «, lyder det på Facebook-siden.
Det konstateres samtidig, »at vi er omgivet er nogle fantastiske dygtige folk på OUH«.
Den 21-årige Martin Steen Hansen blev lørdag alvorligt kvæstet under træning i Grindsted.
»Han ligger lige nu i kunstig koma, da der er et par mindre blødninger i hjernen, derudover har han fået fire brud i ryggen«, lød det i weekenden.
(Arkivfoto: LLN Press)