Stille og roligt sad han med guitaren i den ene side af lokalet på skolen i Askov.
Gudmund Jessen var klar til sangen, når overraskelsen på morgenmødet var overstået.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Hvad han ikke vidste var, at han kort efter kom i hovedrollen og faktisk selv var overraskelsen.
Askov/Malt UI valgte at benytte morgenmødet til at overrække AMUI-prisen.
- Vi vil gerne give en anerkendelse til folk, der har gjort en særlig indsats for området, lød det fra bestyrelsesmedlem Signe de Place Knudsen.
Da hun begyndte at nævne musikken, lød det taktfast fra eleverne, Gudmund, Gudmund...
Og ganske rigtigt. Gudmund Jessen blev kaldt op for at modtage AMUI-prisen.
Om prisen lyder det:
»I AMUI sætter vi stor pris på et stærkt lokalt miljø. Derfor vil AMUI gerne anerkende og hylde lokale kræfter, der har engageret sig i lokalmiljøet og bidraget til trivsel og fremdrift.
Siden 1969 er AMUI’s Erindringspokal blevet uddelt. Fra 2023 skifter Erindringspokalen navn til AMUI-prisen.
AMUI-prisen tildeles en person eller en gruppe, der har ydet en ekstraordinær indsats for og i lokalområdet.
Prisen kan tildeles alle, der har tilknytning til Askov-Malt. Alle kan frit indstille kandidater.
Tildelingen og overrækkelsen foretages af AMUI’s bestyrelse og uddeles en gang årligt.«
(Fotos: migogvejen©)
Ved hæderen til Gudmund Jessen var klubben repræsenteret af Signe de Place Knudsen, John Jørgensen og Mads Holm.