Et enigt regionsråd har i dag valgt Bo Libergren (V) til fungerende regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Han overtager posten midlertidigt fra Stephanie Lose (V).
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
På et ekstraordinært regionsrådsmøde valgte et enigt regionsråd at pege på 53-årige Bo Libergren (V) som fungerende regionsrådsformand i Region Syddanmark. Det sker, fordi Stephanie Lose (V) har meddelt, at hun indtræder midlertidigt i regeringen som fungerende økonomiminister.
Bo Libergren har været medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, siden regionen blev oprettet i 2007. I den nuværende valgperiode sidder Bo Libergren som formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, og han har også plads i regionens forretningsudvalg. Han har i tidligere valgperioder beklædt poster i en række andre udvalg i regionsrådet, blandt andet som formand for Regional Udvikling.
Posten som fungerende regionsrådsformand er et fuldtidshverv, som Bo Libergren tager hul på fra dags dato.
Fungerende regionsrådsformand Bo Libergren siger:
- Jeg er glad for opbakningen fra hele regionsrådet. Det er midlertidigt, at jeg påtager mig rollen som regionsrådsformand, og jeg glæder mig til, Stephanie Lose vender tilbage. Jeg har ingen ambitioner om at lave revolutioner, men vil fortsætte den gode måde, Region Syddanmark allerede fungerer på.
Stephanie Lose holder orlov, da hun er blevet udnævnt til fungerende økonomiminister. Derfor var hendes ønske om at søge orlov og indkaldelsen af en stedfortræder for hendes mandat det første punkt på regionsrådsmødet i dag.
Herefter indtrådte 1. stedfortræder på Venstres kandidatliste, Herdis Hanghøi (V), Ferritslev, som stedfortræder for Stephanie Lose. Hun vil sidde som stedfortræder, indtil Stephanie Lose vender tilbage til regionsrådet.
Bo Libergrens hverv som fungerende regionsrådsformand betyder, at han efter eget ønske fritages fra otte udvalgsposter inklusiv formandsposten i Udvalget for det nære sundhedsvæsen, som vil blive besat af andre medlemmer af regionsrådet.
Bo Libergren (V) er 53 år. Han er født og opvokset i Odense.
Han blev valgt til Fyns Amt i 1993 og sad i amtsrådet, til det blev nedlagt i slutningen af 2006. Han har siddet i regionsrådet for Region Syddanmark for Venstre, siden regionen blev oprettet i 2007.
(tryk på annoncen og se mere)