I forbindelse med dimissionen på Vejen Business College - VBC - blev der overrakt en række legater.
Camilla Friis Frederiksen fik skolens legat for den student, der scorede det højest gennemsnit. Hun nåede et snit på 11,1.
Vejen Handelsstandsforening stod bag to legater, der gives til elever på VBC, der ikke blot er dygtige studerende, men som også i deres studietid har ydet en ekstraordinær indsat for at skabe et godt socialt miljø på Vejen Business College.
De gik til Christian Magnus Huess og Cecilie Bartelsen, der begge kom fra studieretningen marketing/psykologi.
»Christian Magnus Huess har i sin studietid på skolen været et fast medlem af skolens vigtige elevråd og i det sidste år været elevrådets formand. Denne opgave har han løst på bedste vis, idet han har formået at få elevrådet til på en konstruktiv måde at fremføre elevønsker, der kan være med til at forbedre elevernes arbejdsforhold og det sociale miljø på skolen i det hele taget. Christian har været en fast del af skolens ambassadørkorps såvel internt som eksternt ifm. skolebesøg og brobygnings forløb«, lyder begrundelsen for legatet.
»Cecilie Bartelsen har i sin studentertid på skolen været en central drivkraft sammen med sine kammerater i skolen Social Media Team. Ifm. med efteråret content kampagne var Cecilies video – med statement om hendes tid på VBC – den video, der blev oploadet flest gange. Hun har altid været på pletten med interviews af gæster og dækning af aktiviteter på skolen. Herudover har hun trods mange gøremål altid været parat til skolebesøg og orienteringsarrangementer ifm. besøg på skolen«, lød det.
HK Sydjyllands legater tildeles ud fra sociale kriterier: »En elev, der har været aktiv i det sociale liv på skolen, en rigtig god kammerat, eller en elev, der har gjort en særlig indsat for enten en elev eller en gruppe.«
Fra HHX blev det Rasmus Madsen fra studieretninget marketing/innovation. »Han har gennem sin tid på skolen altid været positivt engageret i skolens sociale liv og aktiviteter. Han har altid været der for sine kammerater og er i det hele taget en særdeles hjælpsom og ansvarsbevidst student. Rasmus har været formand for fredagscafeudvalget og medlem af skolens festudvalg. Opgaver han med sine udvalgsmedlemmer har løst på den bedste vis«, lød begrundelsen.
Fra EUX gik legatet til Oliver Vigen, der i sin tid på skolen har været en særdeles høflig, social og inkluderende elev, ikke kun overfor sin kammerater, men han har også været en rigtig god ambassadør for skolen EUX-uddannelse såvel internt som eksternt.
(Foto: LLN Press©)