Under overskriften »kære læser« sender det nyvalgte folketingsmedlem, Kris Jensen Skriver (A), denne nytårshilsen til migogvejen:
De seneste to måneder af mit liv har været fyldt med oplevelser og indtryk.
Det er faktisk svært at kunne kapere det hele, men det har været en helt vild rejse.
Det har for mig været overvældende at opleve den store hjælp, som jeg fik i valgkampen i Vejen Kommune.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vi fik hængt mange plakater op, delt foldere ud, snakket med mange af jer, uddelt et væld af roser og jeg deltog i et tocifret antal debatter.
Det var alt sammen gode oplevelser. For mig var det ligeledes en fantastisk oplevelse at mærke opbakningen fra jer i valgkampen.
Jeg startede allerede i forbindelse med valgkampen til kommunalvalgkampen med at hilse på rigtigt mange af jer rundt omkring på gader og stræder.
Jeg fornemmede hurtigt efter sommerferien, at der var god forståelse for, hvorfor det er vigtigt, at vi har lokalvalgte medlemmer i Folketinget.
For det er vigtigt.
Man bliver farvet af, hvor man bor, og man tager nogle ting med, fordi man møder mennesker, der er berørt i hverdagen af de beslutninger, som vi træffer.
Valget 1. november gav et godt valg for mig og mit parti, og jeg kunne tage over efter Troels og skriver MF på cv’et.
Det var stort.
Det er det stadigvæk. Og det håber jeg, at det bliver ved med at være, for det skulle gerne være noget helt særligt at sidde i Folketinget og repræsentere befolkningen.
Jeg har på Christiansborg oplevet mange åbne arme, særligt fra mine partifæller, der har været gode til at tage imod og hjælpe med alt fra kopiering, parkering og de mange øvrige spørgsmål, man har, når man er ny på Christiansborg.
Derudover er vi privilegerede som MF’er med et fantastisk serviceniveau. Der bliver virkelig gjort en indsats for, at vi kan udfylde vores hverv så godt som muligt.
Det har også været en periode med mange omvæltninger. Jeg er gået fra at have tre kilometer på arbejde til at have 280. Det betyder et helt andet liv.
Det er mærkeligt at køre hjemmefra om mandagen med tasken pakket, og så ved man, at man først er hjemme torsdag.
Det skal man vænne sig til, men jeg kan mærke, at det begynder jeg at gøre stille og roligt. Jeg er blandt andet blevet installeret i en lejlighed og er glad for nu at have en fast base, de dage jeg tilbringer i hovedstaden.
14. december begyndte der så for alvor at ske noget rent politisk: Vi fik præsenteret regeringsgrundlaget.
Der er sket et vildt nybrud i dansk politik med en bred regering henover midten.
Det er ikke noget, vi har tradition for herhjemme, men jeg synes, det er ganske positivt, at vi kunne nå i mål, og jeg tror på, at vi kan løse de udfordringer, som vi står i som land.
Jeg har fået læst regeringsgrundlaget igennem, og jeg må sige, at jeg synes, det ser rigtig godt, og også omfattende ud.
Jeg er helt sikker på, at vi får nok at lave, men det er kun godt, for lediggang er som bekendt roden til alt ondt.
Nu vil jeg nyde dagene her og så glæde mig enormt meget til, at vi for alvor kommer i gang.
Det er vigtigt for mig at være jeres lokale talerør, og I skal ikke tøve med at kontakte mig, hvis der er noget, som I tænker, jeg kan hjælpe med.
I ønskes alle et rigtig godt nytår!
(Foto: PR-foto)