Følg migogvejen på Facebook  

I hverdagen er Henrik Pedersen politibetjent i Aarhus, mens Troels Ravn er medlem af Folketinget med hovedsæde i København.

Begge stammer fra Brørup og har ikke mødt hinanden i 25 - før nu.

Og hvad er mere naturligt end at mødes i Rusland...

Det er i hvert fald det, der netop er sket.

»I sikre hænder hos Henrik i Rusland« lyder det fra Troels Ravn, der ikke lægger skjul på, han er bidt af fodbold.

»Jeg er taget til Saransk for at heppe på Danmark. Har altid været bidt af en gal fodbold, og nu bød muligheden sig for en særlig oplevelse på kanter, man ikke sådan kommer hver dag og så samtidig se en god gang bold.

I dag til FIFA Fan Fest på torvet i Saransk - en farverig og festlig mosaik af mennesker fra Peru, Columbia, Rusland og Danmark.

Midt i mylderet også en gruppe danske politifolk - Henrik Pedersen er med i gruppen. Jeg har ikke set Henrik de sidste 25 år - dengang var han en dreng, som lige havde fanget en stor fisk ved en fiskekonkurrence til Lurfesten - og jeg var som reporter på Brørup Posten taget ud for at lave interview og tage foto af Henrik og fisken«, fortæller Troels Ravn om det »historiske« møde.

»Livet er da fantastisk«, som Folketingspolitikeren skriver inden dagen, hvor Danmark spiller den første VM-kamp mod Peru.