Hvert år udnævner Cyklistforbundet Årets Børnecyklist, og i 2022 er det en cykelglad dreng fra Vejen, der er blevet hædret, skriver forbundet i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Andreas Bay Lastein går i 7. klasse på Vejen Friskole, og han elsker at cykle.
Det fortæller hans idrætslærer Marie Okholm i en pressemeddelelse.
Det er nemlig hende, der har indstillet ham til prisen.
- Andreas cykler altid til og fra skole - også selvom skolebussen kører lige forbi hans hus. Andreas ELSKER at cykle. Hvis vi skal på tur med klassen og fragtes med bus, spørger Andreas ofte, om han må tage cyklen i stedet. Det resulterer ofte i, at andre fra klassen også bliver fristet til at tage turen på cykel, står der blandt andet i indstillingen.
Andreas Bay Lastein vandt prisen foran 57 andre unge cyklister, som var blevet indstillet til prisen som en del af Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler, hvor flere end 92.000 elever landet over deltog på i alt 700 skoler.
Han fik overrakt prisen af vicedirektør i Cyklistforbundet Jane Kofod via en video, der blev sat på, da hele skolen var til morgensamling.
- Da videoen kom på, begyndte nogle af de andre at hviske om, at det nok var mig, der havde vundet prisen, og det havde jo så ret i, fortæller Andreas Bay Lastein.
Mens eleverne klappede, glædede han sig over udsigten til at skifte sin godt slidte mountainbike ud med en splinterny Principia mountainbike, som er præmien til Årets Børnecyklist.
13-årige Andreas kører nemlig Mountainbike-løb.
- Jeg elsker at cykle, både fordi jeg er ude i den friske luft og på grund af konkurrenceelementet, siger Andreas Bay Lastein.
I sjette klasse tog klassen bussen fra skolen til idrætscentret, men ikke Andreas. Han tog afsted 5-10 minutter før og cyklede om kap med bussen.
- Der er kun syv kilometer, så som regel kom jeg først, siger han.
Andreas’ forældre er skilt, og når han er hos sin far, cykler han 10 kilometer frem og tilbage til skole.
- Nogle gange cykler jeg med nogle af mine kammerater, og må jeg sætte farten lidt ned, så tager det måske 40 minutter, siger han.
Marie Okholms indstilling havde flere rosende ord til Andreas:
- På fælles cykelture med skolen eller klassen er Andreas altid hjælpsom med at reparere eller justere cykler for alle andre. Han skubber også gerne flere klassekammerater op ad »Læborgbakken«, som kan være svær for mange at overkomme, og han cykler gerne frem og tilbage flere gange for at hjælpe. Alt vejr er cykelvejr for Andreas, og han lever efter devisen: Hvorfor køre, når man kan cykle, lyder det.
Jane Kofod læste på videoen Marie Okholms indstilling op for alle eleverne, og vicedirektøren ser Andreas Bay Lastein som en helt fortjent vinder af prisen.
- Andreas går virkelig forrest og er et godt eksempel for de andre elever på skolen. I en tid, hvor færre børn cykler, er det fantastisk, at nogle børn viser, at man nemt kan cykle både til skole, til svømning og til idræt. Vi mener jo i Cyklistforbundet, at alle børn skal cykle, og Andreas viser vejen, så det er en meget fortjent førsteplads, siger Jane Kofod.
Cyklistforbundet udnævner Årets Børnecyklist som en del af børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler, som Cyklistforbundet kørte i to uger i september i samarbejde med Novo Nordisk og Jyske Bank. Præmien er sponseret af HF Christiansen.
(Foto: Vibeke Tromborg-Hviid)
(tryk på annoncen og se mere)