32-årige Kris Jensen Skriver (A), Grindsted, vil gerne blive ny Folketingskandidat for partiet, efter Troels Ravn i den forgangne uge meldte ud, at han ikke genopstiller ved det næste Folketingsvalg.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Efter grundige overvejelser har jeg besluttet at stille mig til rådighed som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Vejen-kredsen, skriver Kris Jensen Skriver, byrådsmedlem i Grindsted Kommune, i en pressemeddelelse.
- Jeg vil først fremhæve Troels Ravns forbilledlige indsats som kandidat og medlem af Folketinget. Hans ihærdige indsats og hans evner i forhold til at være kredsens talerør på Christiansborg har været og er en stor inspiration for mig.
- Det er derfor med stor ydmyghed, at jeg stiller mig til rådighed for kredsens medlemmer. Jeg synes, at tiden er den rigtige, da jeg dels har mange års erfaring i politik og på arbejdsmarkedet, men dels også har mange år og muligheder foran mig. For mig er det helt afgørende at være lokal. Jeg ser det som en stor styrke, at man bor i den kreds, hvor man stiller op og derved repræsenterer netop det område. Et område og en kreds, som jeg kender rigtig godt, da jeg har boet i den nordlige del af kredsen hele mit liv. Det vil således politisk være vigtigt for mig at sikre et Danmark i balance mellem land og by. Såfremt jeg skulle gå hele vejen og komme på tinge, vil det være vigtigt for mig at være i tæt dialog med min kreds. Det samme vil gælde for mig i en valgkamp, fastslår Kris Jensen Skriver.
- Jeg vil gå til opgaven med fuld energi. De, der kender mig, ved, at jeg altid går ind i opgaverne med alt, hvad jeg har. Det har naturligvis også været en overvejelse for mig, hvad jeg skal gøre i forhold til kommunalvalget. Jeg har besluttet, at jeg stiller op til kommunalvalget uagtet, om jeg bliver kandidat til Folketinget eller ej. Skulle jeg blive valgt til Folketinget samtidig med, at jeg sidder i byrådet, vil jeg prioritere min plads i Folketinget og derved fortsætte mit arbejde for Billund Kommune og hele kredsen fra Christiansborg.
- Denne chance kommer ikke hver dag, så den vil jeg gå efter. Jeg har aldrig lagt skjul på, at et folketingskandidatur er en drøm for mig. Det betyder ikke, at jeg er færdig i kommunalpolitik. Jeg vil fortsat arbejde benhårdt for Billund Kommune.
- Jeg har de seneste dage modtaget stor opbakning til mit kandidatur. Det er jeg meget overvældet over og glad for. Jeg ser frem til en spændende proces, hvor jeg glæder mig til dialogen med de socialdemokratiske partimedlemmer i Vejenkredsen, understreger Kris Jensen Skriver, der dermed er den første, der melder sig på banen som mulig afløser for Troels Ravn.
(Foto: PR-foto)