Du får ikke mulighed for at stemme på Troels Ravn (S), når vi igen skal til Folketingsvalg.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Han har i aftes fortalt kredsen, at han ikke genopstiller efter foreløbig 13 år på borgen.
- Alting får en ende - også et arbejde, jeg holder rigtig meget af, lyder det fra Troels Ravn.
- Jeg har besluttet ikke at stille op til Folketinget, når den nuværende valgperiode udløber. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er en svær beslutning, som har krævet svære overvejelser, noterer Troels Ravn.
- Det kan på mange måder også være fristende at tage endnu et valg og måske endnu en periode som medlem af Folketinget. Et arbejde, som jeg er glad for, og jeg har været endog særdeles stolt over at være socialdemokratisk tillidsmand og repræsentere Billund- og Vejen kommuner - og hele Sydjylland på Christiansborg, skriver Troels Ravn i en pressemeddelelse.
- For mig har den største motivation i mit politiske arbejde været at binde Christiansborg sammen med min valgkreds, være i øjenhøjde med mennesker og arbejde ud fra devisen; at politik er et holdspil, påpeger Troels Ravn, der privat bor i Vejen.
- Jeg håber, der går en rum tid, inden der bliver udskrevet valg. I den periode og i fremtiden vil jeg gøre alt for at støtte og hjælpe den person, der nu skal være kandidat til Folketinget og tillidsmand for Socialdemokratiet i Billund- og Vejen Kommuner, siger Troels Ravn, der ikke skal være pensionist.
- Jeg er privilegeret af ikke at være slidt hverken fysisk eller psykisk, og jeg skal nok finde meningsfuld beskæftigelse, lyder det fra det snart forhenværende Folketingsmedlem.
(Arkivfoto: migogvejen©)