Jesper Vera Christensen, Vejen, er i dag blevet præsenteret som kandidat på den konservative liste til kommunalvalget i november.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det er ikke hver dag, at selvstændigt erhvervsdrivende siger ja til et politisk kandidatur, men med Jesper Vera Christensen beriges vores liste med en, som udover egen virksomhed også er optaget af andres ve og vel, lyder det fra formand for Vejens konservative vælgerforening, Peter Simoni.
- Jeg kæmper for, at de udsatte i samfundet får en chance i livet og får bedre vilkår i fremtiden. Jeg brænder for at formidle og hjælpe sårbare mennesker, som har brug for en håndsrækning. Et liv med diagnoser, psykiske lidelser eller andre handicaps skal også være et værdigt liv, mener Jesper Vera Christensen (t.h.).
- Flere borgere falder desværre ned imellem to stole, fordi de er for psykisk syge til at have et job, men for gode til at få en pension. Der er brug for bedre individuel sagsbehandling og projekter, som er med til at udvikle livsmod og lyst hos hver enkelt borger. Vi skal give disse borgere håbet om en god fremtid tilbage, påpeger byrådskandidaten.
- Som frivillig i ADHD-foreningen – bl.a. som formand i deres lokalafdeling i Sydjylland - har jeg indblik i, hvad der skal til for, at mennesker med diagnoser og psykiske udfordringer får bedre vilkår. Det handler om den rette hjælp og omsorg, så de får de bedste muligheder for at lære og udvikle sig til kompetente og dannede mennesker, fastslår Jesper Vera Christensen i en pressemeddelelse.
- Som foredragsholder møder jeg rigtig mange frustrerede forældre til børn med diagnoser. Disse forældre føler afmagt. Vi har brug for mindre behandlingstid og mere rettidig hjælp til de pårørende forældre. Pårørende til mennesker med psykiske lidelser har også brug for at blive hørt. Vi skal gøre en større indsats for, at samarbejdet med forældrene bliver bedre, så vores børn og unge med psykiske lidelser får bedre vilkår i institutionerne og særdeles i skolen. Der skal være plads til skæve eksistenser i Vejen Kommune, og der skal være plads til, at de får den rette hjælp og omsorg, påpeger Jesper Vera Christensen.
Fra partiets spidskandidat, Frank Schmidt-Hansen (t.v.), lyder det:
- Jeg er superglad for, at endnu et ungt menneske vil stille op på den konservative liste. Jesper brænder for de svageste i samfundet. Han har aktivt valgt Vejen til, han er flyttet tilbage til kommunen, ligesom hans gulvvirksomhed og arbejdspladser også er fulgt med.
(Foto: PR-foto)