Ugen fik en anden start end ventet for lederen af Glad Zoo i Lintrup, Dennis Hein Jensen. Under dække af at skulle holde et møde dukkede en gruppe op for at hædre ham for indsatsen i parken. Han skulle først lige lokkes ned på parkeringspladsen, hvor der blev ventet på ham.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Han fik overrakt UdviklingVejens turismepris 2021.
- Vi er samlet her for at kunne overrække dig UdviklingVejens turismepris 2021. Vi har haft en helt enig dommerkomite, der har peget på dig som årets modtager, lød det fra formanden for UdviklingVejen, OIe Stubbe, ved overrækkelsen.
Dennis Hein Jensen var tydeligvis overrasket over det store rykind, men han lagde ikke skjul på, at han var glad for at modtage hæderen.
(læs mere under billedet)
Den glade prismodtager omgivet af formanden for UdviklingVejen, Ole Stubbe (t.v.), og UdviklingVejens direktør, Ulrik Kragh.
- Du får turismeprisen for din store indsats for at forbedre kvaliteten i oplevelserne i Glad Zoo – lige fra dyrenes rammer til medarbejdernes aktive formidling. Du får prisen, fordi vi har bemærket dit arbejde med at produktudvikle – at gøre det du kan, med det du har. Både til dyrevelfærd, gæsteoplevelse og senest med spritny mulighed for at overnattte blandt dyrene – helt på linie med de større zoo’er i dette land. Godt gået, Dennis, fortsatte formanden.
- Du har lagt en habil indsats i markedsføringen af Glad Zoo. Vi husker det år, hvor du lykkedes at komme på forsiden af LegolandBillund Resort-magasinet, som mange gæster fik i hånden, og hvor der for alvor kom mange udenlandske gæster her til Lintrup. Vi ved, at du har lagt dig i selen – og sat dig bag rattet – for at få Glad Zoo’s brochurer ud i en stor geografi. Du rykker på gavekort og gode tilbud. Vi ved, at du med frisk mod har prøvet en række markedsføringskanaler og metoder af i det opland, som du naturligt henter gæster fra.
- Du får også turismeprisen for en helt særlig faktor: samspil. Det har ligget dommerkomiteen på sinde, at netop din tilgang, holdning og indsats til samspil i turismeerhvervet er værd at anerkende. Du er ivrig fortaler for bedre kendskab til hinanden, mere samarbejde – også når det gælder om at dele gæsten, som det så smukt hedder i turismesprog. Og du går selv foran. Du deltager konstruktivt på branchemøderne for turismeerhvervet, og du har været aktiv medspiller i Netværket for Frontpersonale, som UdviklingVejen har kørt. Det har også ført til, at du har budt ind med at være vært for en dag i Glad Zoo for alle turismevirksomheder i UdviklingVejen. En indsats og en tilgang, som vi gerne vil fremhæve. Du har også udvist stor lyst, vilje og evne til at deltage i de muligheder, som Legoland Billund Resort-samarbejdet har budt på. Vi har hørt noget om et erhvervsmøde, hvor du troppede op med slanger - plysslanger, noterede Ole Stubbe.
Også hos UdviklingVejens turismemedarbejdere bliver der sat pris på hans positive og hjælpsomme tilgang til tingene.
(læs mere under billedet)
Dennis Hein Jensen lytter til begrundelsen for modtagelsen af »Turismeprisen 2021«.
- Glad Zoo er et godt eksempel på, hvilke turismevirksomheder vi har i Vejen Kommune, og hvordan de er startet – en zoologisk have etableret på privat initiativ. Det skete tilbage i 1995 præcis her, hvor vi står, her i Lintrup, og siden har det udviklet sig - blevet større arealmæssigt, blevet større med flere dyr, blevet større med flere medarbejdere. Som zoo er I med i ISIS-samarbejdet, hvor dyr registreres, I er med i avlsprogrammer og I arbejder efter EAZA-standarder. Ja, selv dyreverdenen har sine forkortelser – men summa summarum: I arbejder seriøst med dyr og deler oplevelserne med gæsterne, fastslog Ole Stubbe.
Han konstaterede også, at Glad Zoo ikke alene arbejder med dyr.
- I Glad Zoo arbejder I også med mennesker – unge mennesker under uddannelse. I laver praktik og læringsforløb for unge, der er i gang med den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse. I sikrer herved, at unge på kanten af arbejdsmarkedet får et fodfæste gennem et meningsfyldt job, påpegede Ole Stubbe.
- Turismeprisen består i år af diplomet her til dig, og så har vi taget et nyt dyr med til dig. Du må se om du kan finde et ledigt bur. Dog flyver den nok ikke så langt. Keramikfuglen er lavet af Dorit Knudsen fra Holsted, der laver unika keramik, og i stedet for den sædvanlige buket, så har vi taget kage til kaffen med til dig og dine medarbejdere, sagde Ole Stubbe ved afsløringen, hæderen og lykønskningen af Dennis Hein Jensen.
(Fotos: migogvejen©)