Efter 58 år på samme arbejdsplads er det vist på tide at gå på en velfortjent pension.
(læs videre under annoncen)
(tryk på anoncen og se mere)
Det gjorde Ove Madsen, Glejbjerg, fredag, hvor han takkede af på Moldow A/S i Holsted.
I anledning af pensionen efter næsten 58 års ansættelse var der besøg af en pølsevogn på fabrikken.
Grundet de nuværende corona-restriktioner var det ikke muligt at holde et specielt arrangement, så i stedet kunne medarbejdere få en hotdog på vejen hjem.
- Ove var en af de første, som blev ansat af virksomhedens grundlægger, Jørgen Hansen, og i 2013 fik han overrakt dronningens belønningsmedalje for 50 års tjeneste, lyder det fra Moldow.
Han blev udlært i virksomheden og har grundet sin store faglighed og arbejdsindsats gennem årene bestridt flere forskellige stillinger.
Han har på det seneste og indtil i dag været tilknyttet PTA-afdelingen, hvor han har varetaget produktionsforberedelsesopgaver og indkøb.
I talen direkte til Ove og hans kone, Anette, takkede ejerparret Birgitte Ipsen og Preben Hansen, bl.a. for Oves store indsats og Anettes opbakning specielt i årene efter Jørgen Hansens pludselige død, hvor Ove var en af de medarbejdere, som var med til at sikre muligheden for firmaets overlevelse.
- Vi takker Ove for mange gode år og hans arbejdsomhed og ønsker ham alt det bedste fremover, lyder det fra firmaet.
(Fotos: Moldow A/S)