Han er kun ansat i et tre måneders vikariat, men han har ingen planer om at stoppe.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Aftalen om vikariatet startede faktisk for 40 år siden, men den nu 69-årige Martin Hansen, Brørup, »glemte« at stoppe efter de tre måneder.
Det betyder, at Plus i Vejen i dag kunne markere 40 års jubilæet for den afholdte medarbejder. En markering, der blev begrænset i disse corona-tider.
- Vi ville meget gerne have fejret det, men det må han have til gode, lyder det fra adm. direktør i Plus, Lars Højsgaard.
Firmaet er også klar til at indstille Martin Hansen til dronningens fortjenstmedalje for de 40 års ansættelse. Og de 40 år bliver til flere.
- Det er dejligt at kunne bevare tilknytningen til arbejdspladsen og komme ud blandt kollegerne, siger Martin Hansen til migogvejen.
Han er gået ned i tid og arbejder tre formiddage om ugen fra klokken 7-12 og har det godt med at komme af sted.
- Jeg nyder at komme på arbejde, og hvis man er i gang med en lidt lorteopgave, handler det jo bare om at blive færdig, så man kan komme til noget andet, noterer jubilaren.
Han var oprindelig ansat hos en entreprenør, men han var sendt hjem i vinterperioden.
- Jeg var træt af at gå hjemme, og min storebror, Svend Erik, var ansat herude, så han foreslog, at jeg spurgte, om de havde brug for en mand, og det havde de, forklarer Martin Hansen.
Siden er det blevet til 40 års ansættelse, og han har aldrig haft en dag, hvor han ikke har haft lyst til at gå på arbejde - tværtimod.
Gennem årene har han været ansat i forskellige afdelinger, men han er primært kendt for at køre truck. Det nøjes han dog ikke med.
- Martin er som person utrolig vellidt blandt sine kolleger og altid god for et smil og en hurtig bemærkning. Han er på den gode måde af den gamle skole, og dyder som at møde til tiden, gøre arbejdet ordentligt og tjenstvillighhed har i hele ansættelsesforløbet været en del af Martins kvaliteter, er meldingen fra direktøren.
Martin Hansen betegnes samtidig som en »Georg Gearløs«.
- Gennem årene har han bidraget væsentligt til kreative løsninger på mange dagligdags problemer i såvel produktion som ekspedition, fortæller Lars Højsgaard, der også glæder sig over, at Martin Hansen altid er klar til at komme flere timer, hvis der er brug for det.
I dag er arbejdspladsen Plus på Knudevejen, men han var også med på Grønnegade og har arbejdet med forskellige ting. Det gælder bl.a. fritidshuse, udestuer, på maskinværkstedet og med at køre flis væk fra savværket.
Hustruen, Bente, tager tidligt af sted fra bopælen i Brørup, og Marin Hansen nyder efterfølgende at kunne tage til Vejen og bemanden trucken og møde kollegerne.
I fritiden hygger han sig bl.a. med den Volvo Crabat-traktor, han fik på sin 60 års fødselsdag. Den kommer dog i anden række - arbejdet på Plus er stadig en vigtig del af ugen for Martin Hansen, der dog holder ferie i denne uge.
Han var dog klar til at kigge forbi til et rundstykke i morges, for trods coronaen skulle jubilæet markeres.
(Fotos: LLN Press©)
Coronaen skulle ikke forhindre, at adm. direktør Lars Højsgaard skulle lykønske Martin Hansen med 40 års jubilæet. (Foto: LLN Press©)