Idrætslærer på Rødding Skole, Trine Jensen, er sej.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det har hun fået ikke alene skolens ord for. Skole OL har modtaget over 300 indstillinger til prisen som »Danmarks Sejeste Idrætslærer«, og tre kandidater er nu nomineret til prisen. Herunder 46-årige Trine Jensen.
- Med prisen hylder vi idrætsfaget og de mange fantastiske idrætslæreres indsats. Vi ønsker at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og sætte fokus på, hvor vigtigt idræt er for børn og unges både fysiske, psykiske og sociale udvikling, siger Torben Dan Pedersen, projektchef på Skole OL, på hjemmesiden.
Skole OL uddeler prisen i samarbejde med Dansk Skoleidræt, DIF, TrygFonden, Nordea-fonden og Salling Group.
I indstillingen af Trine Jensen nævnes blandt andet hendes engagerede tilgang til faget:
- Trine er Danmarks Sejeste Idrætslærer! Først og fremmest har Trine et helt utroligt engagement, som tydeligt skinner igennem. Det smitter af på eleverne, der engagerer sig i Trines idrætsundervisning. Trine formår at gøre idrætsundervisningen både interessant og lærerig for eleverne. Det viser sig tydeligt, når man ser Trines undervisning; ALLE elever deltager, og der er i den grad brug for et bad, når de er færdige, lyder det bl.a. i indstillingen.
- Derudover er hun fyldt med nye idéer, hun er altid i gang med af udvikle på nye aktiviteter, idrætsforløb eller sjove lege. Hun får energi af at afprøve alle mulige forskellige ting med eleverne og har et fantastisk mod på at kaste sig ud i det, lyder begrundelesen for at indstille hende.
Kåringen af Danmarks Sejeste Idrætslærer 2020 finder sted i den første uge af februar.
Vinderen modtager – sammen med æren – 25.000 kr. til brug på nye redskaber eller andet udstyr til idrætsundervisningen. Vinderen modtager også 5000 kr. til en skole- eller klassefest.
(Foto: PR-foto)