Følg migogvejen på Facebook  

For 46-årige Morten Thorøe er det dagen derpå - dagen efter han blev en suveræn borgmesterkandidat for Venstre i Vejen kommune.

 

(læs videre under annoncen)

377 x 300 Nørregaard Biler 20 01

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

- Jeg er stadig lidt overrasket over, jeg fik så mange stemmer, men omvendt er det fedt, siger Morten Thorøe tirsdag morgen.

En tirsdag, der ikke skal gå med at fejre sejren.

- Om fem minutter skal jeg køre børnene i skole, og derefter har jeg arbejdsmæssigt et online-møde, forklarer borgmesterkandidaten og den måske kommende borgmester her i kommunen.

Stemningen hos Morten Thorøe er dog klar:

- Jeg er glad og stolt, men også ydmyg, og jeg skal gøre alt for at leve op til tilliden, understreger Morten Thorøe.

Han lægger ikke skjul på, at han i mange år har haft en »borgmester« i maven - ambitionen om at blive borgmester.

- Jeg har dog haft stor respekt for det arbejde, Egon Fræhr har gjort, påpeger Morten Thorøe.

At Morten Thorøe er valgt som Venstres borgmesterkandidat, er dog på ingen måde lig med, at han bliver kommunens næste borgmester. Det afgør vælgerne nøjagtig et år senere end kandidatvalget - 16. november 2021.

- Nu er det jo sådan, at valgene primært vindes mellem valgene, så derfor er valgkampen i gang. Vores opgave er nu at have en kandidatliste klar, og den skal helst være med 25-30 kandidater fordelt i hele området, fortæller Morten Thorøe.

Og han er klar:

- Jeg kaster mig 100 procent ind i det og er til rådighed 24/7, og det hele er afklaret med familien, påpeger Morten Thorøe, der også efter valget i valgtalen i aftes gik ned og overrakte blomsterne til hustruen, Karen Sofie Thorøe, der lyttede med fra en af de bagerste rækker ved kandidatvalgkampen.

I løbet af et års tid er det afgjort, om Morten Thorøe ikke kun er kandidat, men også bliver borgmester i Vejen Kommune.

- Lykkes det, vil borgerne ikke opleve den helt store ændring. Jeg vil dog have en mere synlig ledelse, og jeg vil ud og møde borgerne. Om det bliver i min gamle campingvogn eller andet, vil vise sig, men det er bedre med en direkte dialog, så borgerne forstår tingene og måske årsagen til, at ting i øjeblikket køre trægt gennem systemet. Noget, jeg gerne vil forsøge at gøre hurtigere, er meldingen fra den nyvalgte borgmesterkandidat hos Venstre.

Skal der fra årsskiftet 2022 stå borgmester på Morten Thorøes visitkort, skal der også ske noget med hans firma.

- Jeg overvejer lidt, hvad der skal ske. Om der skal drosles lidt ned, eller jeg skal ansætte folk, forklarer Morten Thorøe dagen derpå.

Foreløbig har han siddet i byrådet i syv år.

(Foto: LLN Press©)