Der er ikke mange mennesker på 55 år, der kan fejre 40 års jubilæum på sin arbejdsplads.
(læs mere under annoncen)
Morten Jensen, Skodborg, er en undtagelse.
På søndag er det 40 år siden, han kom i lære hos slagteren i Kvickly i Vejen, og han er ikke i tvivl om, hvorfor han har været i slagterafdelingen så længe.
- Jeg har nogle rigtig gode kolleger. Vi er en hel lille familie her inde, så jeg er rigtig glad for mit arbejde, siger Morten Jensen til migogvejen.
Han har derfor ingen planer om at forlade Kvickly, kolleger og kunder. Han fortsætter med de forskellige opgaver i afdelingen.
Gennem de 40 år har Morten Jensen oplevet et markant skifte hos kunderne.
- Mange ønsker i dag færdigretter, hvor det bare skal i ovnen i måske en halv time. Det skal være hurtigt at få lavet mad, forklarer Morten Jensen, der samtidig noterer, at folk gennem årene er blevet »fedtforskrækkede«.
Prisen på varerne er selvfølgelig vigtige, men omvendt er kunderne villige til at ofre lidt mere, når det f.eks. gælder kød til højtider og fester.
Interessen for kødet fra Limousine-kreaturerne er således meget populært.
Der bliver også tid til andet end arbejde.
- Jeg har spillet golf i 27 år og løber også lidt, som Morten Jensen tæller suppleret med, at han faktisk har løbet ni maratonløb.
Jubilaren fejres ved en reception i Kvickly på søndag.
Og det skal da lige nævnes, at han faktisk har været i Kvickly mere end de 40 år. Han startede som servicemedarbejder, inden han kom i lære...
(Fotos: LLN Press©)