Mikkel Nederby går helt nye veje, når han nu afslutter sin kontoruddannelse hos DBU Jylland i Glejbjerg.
(læs mere under annoncen)
(hvis det gælder tøj, fodtøj eller vin, så er det en god ide at trykke på annoncen)
Fodbold har altid fyldt meget i nu 23-årige Mikkel Nederbys liv, men fra næste uge bliver en del af dagens timer med fodbold ændret til design på SDU – universitet i Kolding.
- Jeg har haft to rigtig gode år her Glejbjerg, og jeg fortsætter nu med at læse designkultur, fortæller Mikkel Nederby, Rødding.
Han har de seneste to år været elev hos DBU Jylland Region 4 i Glejbjerg, men siger nu farvel til fodbolden som erhverv.
- Det har været to rigtig spændende år, hvor jeg har fået et indblik i, hvordan fodbolden er bygget op udenfor sidelinjen og arbejdet med bl.a. planlægning af turneringer, dispensationer og karantæner, noterer Mikkel Nederby.
Han glæder sig over nu at have uddannelsen i hus, og han følger faktisk sin plan.
- I stedet for at holde sabbat efter gymnasiet søgte jeg og fik elevpladsen her og har i givet fald det at falde tilbage på, hvis det er. Planen om at starte på den treårige uddannelse på SDU har faktisk været der hele tiden, konstaterer Mikkel Nederby.
Han siger dog ikke farvel til fodbolden. Han fortsætter som dommer og har også ambitioner om at rykke op i rækkerne og samtidig blive linjedommer.
(Foto: LLN Press©)